
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Ida tager ansvar
Forfatter: Kjersti Halvorsen
Antal sider: 297
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Straarup & Co
Kvælende og mørk fortælling.
“Jeg ved at alle må gøre deres. Det er aftalen for at leve på jorden. Livet er et gruppearbejde. Et langt forbandet et af slagsen.” (Citat)
“Ida tager ansvar” er titlen på Kjersti Halvorsens roman, men tager Ida mon ansvar for den forkerte? Burde hun tage mere ansvar for sig selv? Det er nogle af de spørgsmål, jeg sidder med efter endt læsning.
Bogen handler om den unge kvinde Ida, der er flyttet til Oslo for at studere psykologi. Hun holder sig meget for sig selv og lider af angst og katastrofetanker. Hun er bl.a. altid opmærksom på, om hun er et sted, der potentielt kunne være et mål for terror eller skoleskyderier.
Ida møder den unge Aksel, som også er en enspænder, og som Ida ikke umiddelbart er tiltrukket af. Ida ser noget, der gør, at hun tror, Aksel er medlem af en online-gruppe for incels. Ida følger med i gruppen og skræmmes af den hårde og uempatiske tone mellem de mandlige medlemmer. Ida begynder både at føle sig ansvarlig for at redde verden fra Aksel, men også for at redde Aksel fra sig selv. I den proces sælger hun nærmest sin egen sjæl.
Historien er virkelig tankevækkende og nærmest væmmelig. Det er umuligt at gennemskue, hvem der er den “syge”, og som læser følte jeg, at jeg var fanget i et kvælende greb.
Bagside-teksten siger, at bogen er både mørk og morsom. Morsomhederne fangede jeg slet ikke, men jeg synes, at bogen har virkelig meget på hjertet, og den er yderst vigtig. Der er masser af interessante psykologiske vinkler, og bogen siger også en masse om, hvor svært det er at være ung og menneske.
Trigger-warnings er på sin plads, synes jeg, bl.a. pga. beskrivelser af angst, terror og selvmordstanker. Historien er i min verden ikke for skrøbelige sjæle.
Jeg var i den grad grebet på den ubehagelige måde, og derfor ved jeg faktisk ikke helt, hvem jeg vil anbefale bogen til. Jeg tror den deler vandene, så jeg vil anbefale den til dig, der gerne vil læse en anderledes og skræmmende fortælling om den menneskelige psyke.
Tusind tak for bogen og læseoplevelsen Straarup & Co.