Mange tak for anmeldereksemplaret @mellemgaard_forlaget

”Tænk på livet som en flod, på hvilken der driver blomster om foråret og isflager om vinteren… Men vi ved også efter vinteren kommer foråret igen…”.

Jeg ville ønske, at I kunne fornemme den stilhed, jeg sidder i, nu hvor jeg skal tage hul på anmeldelsen af Emese Jehrbos ”Livstråde”. Det er svært at finde ord, der helt dækker det store og fine værk som Emese har begået.

Der er tale om en historisk roman, som følger Emeses familie fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1960’erne. Det er en livsskildring, så der er ikke noget plot. Det er ikke noget hastværk. Skildringerne tager tid, og det virker på ingen måde forkert.

Kender I det? At der findes langsomme bøger? Langsomme bøger er ikke kedelige. Langsomme bøger er ikke dårlige. Langsomme bøger kræver tid og opmærksomhed, fordi de har en stor detaljerigdom. Sådan en bog er ”Livstråde”.

Den minder mig om alt fra “Matador” og ”Krøniken” til “Downton Abbey”, som også er lange fortællinger, hvor man følger generationer af familier igennem glæde, sorg, fødsler, død, krige, gode tider og dårlige tider.

Emese beskriver arkitektur, kultur, byer, samfund, middage, familie og familiebånd med en viden, detaljerigdom og kærlighed, som er helt fantastisk.

Både 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og den ungarske revolution i 1956 kommer under pennen. Revolutionen blev starten til et nyt liv for Emeses hårdtprøvede nærmeste familie, som flygtede til Danmark efter mange års umenneskelige vilkår og oplevelser.

Jeg føler mig rørt og taknemmelig over at have læst ”Livstråde”, og den kan anbefales til alle, som elsker detaljerige familiesagaer, der inddrager samtiden og de politiske omgivelser. Den ville være helt perfekt til en lang juleferie med tid til fordybelse.

Emese skriver:. ”At leve er en færdighed, man må lære sig hele livet igennem.”, og hun har så ret❤️