
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Duften af vanilje
Forfatter: Pernille Juhl
Antal sider: 428
Udgivelsesår: 2026
Forlag: Gutkind
Kom med tilbage til Karen Volfs barndom, hvor en småkage var noget helt særligt.
Jeg vil tror, at de fleste danskere har smagt en vaniljekrans, der bærer navnet Karen Volf, men Karen Volf er mere end et navn på en pakke småkager. Hun var en handlekraftig kvinde, der opbyggede en forretning i en tid, hvor det mest var mænd forundt.
Karen Volf vokser op hos bedsteforældre, og selvom hun har det godt, lever hun med et savn til sin familie og mangel på følelsen af at høre til et sted.
Ifølge tidens norm skal kvinder opdrages til at være en god bondekone, arbejde hårdt og være taknemmelig.
Hun bliver som helt ung sendt til herregårde og velhavende hjem for at lære om husholdning og dele sin viden om mejeriprodukter. Lønnen for det hårde arbejde, lange arbejdsdage og generel utaknemmelighed er kost og logi.
Det viser sig, at Karen har både talent og ben i næsen. Uanset hvor hun er, gør hun det godt og avancerer. Hun er allerede som ung meget ambitiøs og ærekær, og betaler selv trods sine manglende indtægter for uddannelser, der skal dygtiggøre hende, så hun kan følge sine drømme.
Med årene gifter Karen sig, og skaber en stor, velrenommeret og rentabel virksomhed med sin mand, imens familien vokser med børn og senere børnebørn.
Pernille Juhl bygger sin fortælling på dagbogsnoter (primært en rejsebeskrivelse) samt samtaler med Karen Volfs efterkommere. Det vil sige, at hvor Juhl ikke kan finde informationer, fortæller hun om Karen Volfs liv, som det kunne have udartet sig.
Den sidste halvdel af bogen, synes jeg, går for hurtigt. Jeg ville så gerne have haft mere dybde i de senere år af Karen Volfs liv.
Den første halvdel elsker jeg. Her følger vi Karen som barn og ung, hvor hun kæmper mod fattigdom og uretfærdighed, men udviser en ualmindelig udholdenhed og møder kærligheden. Her bruges mere tid til detaljerne.
Bogen er jordnær, letlæst og meget tilgængelig for alle typer af læsere, og jeg vil især anbefale “Duften af vanilje” til dig, der elsker historiske romaner, som giver et portræt af både en tidsalder og et menneske.