
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Himlen over Kattesundet
Forfatter: Annette Bjergfeldt
Antal sider: 457
Udgivelsesår: 2026
Forlag: Modtryk
Fuldstændig vidunderlig.
Jeg var næsten lige blevet færdig med Mr. Saitos rejsebiograf, da Forlaget som en overraskelse sendte mig Annette Bjergfeldts nye roman Himlen over Kattesundet, og hvor blev jeg glad for din fine gave.
Det var ærligt talt svært at forestille sig, at noget kunne overgå Mr. Saito, men jeg synes faktisk at Bjergfeldt overgår sig selv.
I mine øjne er hun en gudsbenådet sprog- og fortælleekvilibrist. Jeg sidder nærmest konstant med et stort fjollet smil på læben, fordi Bjergfeldt skriver så rørende, interessant og forunderligt.
Himlen over Kattesundet foregår i indre København fra 1910-1921. Den handler om Sofia, hendes farverige familie og to bedste veninder.
Om bogen skriver forfatteren:
Citat:
“Midt i København møder du den unge opfinder Sofia og hendes excentriske familie, der består af et italiensk vildsvin af en far, to arbejdssky mostre, en flyvegal storebror, og en billledhuggermor, der smider havfruer i Christianshavns Kanal.”
Ja, det lyder skørt! Det ER skørt! Men det også vidunderligt rørende, sjovt og imponerende, når Bjergfeldt tryller med ord, viden og fantasi:
Citat:
“Jeg forstod dem bedst som selvstændige kærlighedsvæsener. Neon havde ikke brug for andre end sig selv, mens hydrogen altid ledte efter et bord til to, akkurat som mine forældres romantiske middage. Så var der nitroglycerin, der opførte sig uforskammet ustabilt og festsygt, på evig jagt efter mindst syv eller otte andre elektroner, før aftenen var komplet.”
I Himlen over Kattesundet finder du historier om stor kærlighed, sorg, krig, psykisk sygdom, kvindekamp, liv og død blandet med et stænk af magisk realisme som kontrast til den barske hverdag på Kattesundet i København for over 100 år siden.
Kort sagt: Læs den ❤