Betonhjerter af Sara Rahmeh

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Betonhjerter
Forfatter: Sara Rahmeh
Antal sider: 291
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Alpha Forlag

“Blokken er mit Damaskus, mamma” (Citat)

Vil du både skrupgrine og blive rørt? Så er “Betonhjerter” noget for dig. Rahmeh har skrevet en fortælling med både humor, smerte og en dyb kærlighed til dem, samfundet ikke forstår ved første blik.

I bogen følger vi Yasmin. Hun vokser op på Blokken. Hun beskriver Blokkens beboere og den dynamik, der hersker. Blokken syder nemlig af fremmede himmelstrøg og skæve eksistenser, som alle beskrives med stor kærlighed.

“Betonhjerter” indeholder mange historier, som vil få dig til at grine, men også smertelige fortællinger om, hvordan det er at flygte fra sit hjem, og de konsekvenser det har for både voksne og børn.

Den indeholder historier om sladretanter, sammenhold, lyssky samtaler i rygekælderen og masser af andre ting. Dybest set er det en fortælling om livet på godt og ondt. 

Jeg elskede “Betonhjerter” og det indblik Rahmeh giver læseren i andre kulturer og mennesker, som vi måske ved første øjekast er bange for at komme ind på livet af. Rahmeh sparker til vores fordomme, ofte på komisk vis, og hun gør dem til skamme, hvilket jeg er helt vild med. Og så er Rahmeh en fantastisk fortæller!

Bog anbefales til dig, der vil læse en skæg, uhøjtidelig og skøn fortælling. En fortælling om mennesker, der sjældent får plads i den danske litteratur.

Skriv en kommentar