
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Forfattervikaren
Forfatter: Phaedra Patrick
Antal sider: 336
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Forlaget Zara
Skøn fortælling for bogelskere!
“Forfattervikaren” handler om Liv, der har været læser hele sit liv, og hun elsker især forfatteren Essie Starling og hendes romanserie om en modig heltinde.
Det er derfor også ret stort, da Liv kommer til at arbejde for selveste Essie – som rengøringshjælp bevares, men det bringer hende tæt på Essie, og Liv får mulighed for at snuse lidt til forfatterens verden.
Essie har af endnu uvisse årsager et blødt punkt for Liv, og da Essie pludselig dør, viser det sig, at Essie ønsker, at Liv skal færdiggøre Essies sidste roman.
Liv er skræmt, men griber alligevel chancen, og det kaster hende ud i enlang proces med at færdiggøre bogen, samtidig med at hemmeligheder omkring Essie og Livs relation afsløres.
På sidelinjen kæmper Liv med livet efter, at børnene er fløjet fra reden. Forholdet til manden skranter lidt, og de har svært ved at finde hinanden i hverdagens trængsler.
Jeg var meget glad for “Forfattervikaren”. Den er i den grad en af de bøger, hvor du bare kan læne dig tilbage og blive underholdt. Derudover handler den om en moden kvinde, der vakler, men for første gang griber chancen for at vise sit værd.
Bogen vil jeg anbefale til dig, der elsker feel-good, hemmeligheder, kærlighed og en lille smule “eventyr”.