
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Oh Mandy
Forfatter: H. N. Waage
Antal sider: 191
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Forlaget LML
Gribende historie om splintret ungdom, venskab, kærlighed og heling i et helt særligt internationalt miljø.
Oh Mandy er en kort og “to-the-point” historie om en gruppe unge mennesker, hvis stærke venskab splintres i 1000 stykker pga. en forfærdelig ulykke.
I bogen følger vi vennerne 17 år efter ulykken. Bogens afsnit tager udgangspunkt i hver enkelt person. Vi opfatter hurtigt, at hverken venskaberne eller ulykken nogensinde helt har sluppet taget i gruppen.
Vi springer ind i historien på et tidspunkt, hvor gruppen skal samles under tragiske omstændigheder. Vi lærer de forskellige personer og dynamikken imellem dem at kende.
Igennem historien skrælles lag af alle personerne, og smertefulde hemmeligheder afsløres.
Jeg fik læst bogen på én dag, og den var virkelig gribende. Jeg elskede, at fortællingen havde et internationalt islæt, og en masse udenlandske udtryk.
For mig er det en historie om ungdommens frihed og letsind, som så let kan splintres. Om gammel kærlighed, der ikke ruster. Om livsforandrende begivenheder og ødelæggende hemmeligheder. Men også en historie om en tragisk ulykke med fatale konsekvenser for et menneske og dets pårørende.
Jeg elskede, at historien var kort og “to the point”, og at jeg bagefter gerne ville have haft meget mere. Der var så mange skæbner og historier, jeg gerne ville have hørt mere om, men nogle gange er det netop dét, som litteraturen kan. Den kan sætte gang i masser af tanker og refleksioner.
“Oh Mandy” anbefales til alle, der elsker en god, rørende og tankevækkende historie.