Ved havet af Abdulzarak Gurnah

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Ved havet
Forfatter: Abdulrazak Gurnah
Antal sider: 317
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Gutkind

Langsom, mættet og fuld af indtryk.

“Ved havet” handler om den 65-årige Saleh Omar. Han flygter fra Zanzibar til London for at søge asyl. I England skal han forsøge at skabe sig en tilværelse i et nyt land. Saleh lader først som om, han ikke kan engelsk og lader sig føre med strømmen i flygtninge-systemet for ikke at risikere at blive sendt retur. Saleh er dog ikke den, han giver udtryk for at være.

I England forsøger asylsystemet at skaffe en ven/tolk til Saleh for at hjælpe ham i det engelske samfund. Aftalen går i første omgang i vasken, da Saleh faktisk godt kan engelsk. Der er imidlertid allerede sendt en besked til Latif Mahmud, som er universitetsprofessor og også stammer fra Zanzibar. 

Det viser sig, at de to mænd har en relation, og historien om den relation udfolder sig langsomt, da de alligevel begge bliver nysgerrige på at mødes. Det er en indviklet og kringlet historie om familie og kærlighed, der når dagens lys, da de to mænd begynder at tale sammen.

Jeg sad med fornemmelsen af at læse et eventyr, da jeg læste Gurnahs roman. Den er så fuld af indtryk, at man nærmest befinder sig i de omgivelser Gurnah beskriver. Man kan høre lydene, dufte duftene (oudh) og mærke varmen.

For mig var “Ved havet” en langsom læseoplevelse. Jeg skulle have hvert ord og hvert indtryk med, og jeg skulle læse langsomt for ikke at misse detaljer i handlingen. Det kan jeg faktisk godt lide, men det kræver lidt omstilling fra de mere letlæste pageturnere, hvor siderne nærmest læser sig selv. Jeg har alligevel fået blod på tanden, så på et tidspunkt skal jeg have kastet mig ud i “Paradis”, som Gurnah fik Nobelprisen for i 2021. Den lyder interessant.

“Ved havet” er en bog, der skal læses som en god historie for os, der ikke er eksperter i litteratur, religion og samfundsforhold. Er du omvendt dét, fornemmer jeg, at denne bog indeholder masser af interessante lag, som man langsomt kan skille ad.

Jeg vil anbefale “Ved havet” til dig, der godt kan lide mere krævende læseoplevelser, som kræver fordybelse

Skriv en kommentar