Valget – fra fangenskab til frihed af Edith Eger

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Valget – Fra fangenskab til frihed
Forfatter: Edith Eger
Antal sider: 333
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Bechs Forlag – Viatone

En bog med noget på hjertet.

Citat fra bagsiden:

“Du kan ikke ændre det, der er sket. Du kan ikke ændre det, du har gjort eller det, der er blevet gjort mod dig. Men du kan vælge, hvordan du vil leve nu.”

“Valget” er forfatter Edit Egers egen fortælling, om hvordan hun overlevede koncentrationslejrene under 2. verdenskrig, og om hvordan hun kæmpede for at blive et helt menneske igen. Det lykkedes Eger så godt, at hun i sidste ende blev i stand til at hjælpe andre mennesker med deres heling.

Vi følger Eger fra ca. 1944, hvor hun bliver deporteret til Auschwitz. Her bliver hun skilt fra sine forældre, der bliver sendt i gaskamrene. Da Eger reddes er hun mere død end levende, og hun  kæmper i mange år med ptsd og skyldfølelse over at have overlevet. 

Ganske langsomt heler hun, og da hun er i heling, bliver det meget klart for hende, at hun vil bruge sine oplevelser til at hjælpe andre. Hun går i gang med et psykologistudie, fordi hun vil blive klogere på det menneskelige sind.

Jeg har læst mange bøger om 2. verdenskrig og koncentrationslejrene. Nogle fiktion. Andre fakta. Egers historie er barsk og hjerteskærende, som de historier nu engang er. Det der gør Egers historie unik er, at beskrivelserne af krigen og lejrene kun er en lille del af hendes fortælling. Eger indvier os nemlig i vejen til sin egen heling, mens hun også deler historier om de patienter, hun i sin egenskab af psykolog, hjælper til et bedre liv.

Det er fascinerende læsning at vidne Egers heling og samtidig opdage, at mange af hendes teser er alment gyldige, og at de kan berige os alle.

Jeg vil anbefale “Valget” til alle, der kan lide litteratur om 2. verdenskrig, men også til dig, der er interesseret i biografier og psykologi.

Skriv en kommentar