Findes der en, findes der flere af Mhairi McFarlane

Købt eksemplar

Titel: Finder der en findes der flere
Forfatter: Mhairi McFarlane
Antal sider: 431
Udgivelsesår: 2016
Forlag: HarperCollinsNordic

En gammel yndling!

Jeg læste for nylig, at Mhairi McFarlane udgiver en ny bog til juni. Det bliver en fortsættelse af “Findes der en, findes der flere.”

Den har jeg længe haft stående på reolen, og nu var der en god anledning til at få den læst. Jeg kan godt afsløre, at det, i min optik, er McFarlane, når hun er bedst, og jeg er så spændt på at læse efterfølgeren, der har den engelske titel “You belong with me”.

Jeg glæder mig især, fordi McFarlanes seneste roman “Imellem os” skuffede mig lidt.

I “Findes der en, findes der flere” følger vi Edie, der bliver overrumplet af et kys til et bryllup – et kys fra brudgommen (!) vel og mærke, og Edie er ikke bruden. Det sender hende ud i et helt forfærdeligt stormvejr, hvor hun har svært ved at finde fodfæste. Især fordi omtalte brudgom er en sjuft.

Edie får et tilbud om at blive ghostwriter for den berømte stjerne Elliot Owen, og selvom jobbet ikke står øverst på Edies liste over ønskejobs, så takker hun ja, da hun på den måde kan forlade storbyen og krisen for at vende hjem til sin barndomsby.

I Nottingham tvinges Edie til at bo med sin deprimerede far og sin bitre søster, hvilket næsten er en lige så stor kamp som at få styr på superstjernen Elliot.

Igennem den næste tid bliver Edie meget klogere på sig selv og sin familie, og hun bliver selvfølgelig forelsket. Hjerteskærende forelsket.

Jeg er glad for, at jeg kun skal vente nogle måneder på en afklaring! Havde jeg læst denne roman tilbage i 2016, ville jeg godt nok have sukket længe efter mere om Edie og Elliot.

Jeg kan kun sige McFarlane-fans: “go go go” og til alle andre, der elsker søde og sjove historier om kriser, selvindsigt og ægte kærlighed; se af få fat i “Findes der en, findes der flere” inden efterfølgeren kommer. Har boghandleren den ikke, så kan biblioteket sikkert hjælpe.

Skriv en kommentar