
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: For i dag er jeg uden dig
Forfatter: Josephine N. B. Valentin
Antal sider: 402
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Hi Reader
Meget meget fin, hjerteskærende og håbefuld roman om at være ung.
I “For i dag er jeg uden dig” følger vi Rina, som kæmper med at blive accepteret af sin familie. Rina føler ikke, at forældrene er lige så stolte af hende og hendes resultater inden for atletik og kagebagning, som de er for storesøsteren, der er dygtig i skolen.
Rina finder helle hos mormoren og vennerne, men mormoren flytter, og Rina ryger uklar med veninderne, hvilket sender hende ud i tovene, hvor alkohol og tilfældig sex kommer til at fylde (for) meget.
Løbeture giver Rina aflad for sine mange frustrationer og sorger. På turene løber hun i hælene på en fremmed løber, som hun bliver fascineret af.
Da forholdet til forældrene en dag eksploderer, har Rina ikke andre udveje end at ty til den fremmede løber Lukas. Hos Lukas bliver Rina sat til at finde ud af, hvem hun er på den hårde måde.
Rina finder nye venskaber og nye interesser. Hun arbejder på at finde sig selv, og måske finder hun også kærligheden.
Mere skal ikke afsløres her, for jeg synes virkelig, at Valentin har begået et smukt puslespil, som læseren selv skal opleve at stykke sammen brik for brik.
Jeg blev overrasket over, hvor meget denne roman rørte mig. Jeg befinder mig i forældregenerationen i forhold til de unge mennesker i romanen, og det ramte mig, hvad unge mennesker nogle gange bliver udsat for, men også hvad de udsætter sig selv for i et forsøg på at føle sig elskede og accepterede.
Mange af personerne kom langt ind under huden på mig, og jeg skulle lige ryste læseoplevelsen af mig efter endt læsning.
Skulle jeg sige noget, der virkede grænseoverskridende på mig, var det den ret explicitte sex og sprogbrugen om sex, men jeg er nok også lidt gammeldags. Jeg tænker faktisk, at det er vigtigt for nogle af pointerne i romanen, at det er med.
Jeg vil anbefale “For i dag er jeg uden dig” til både unge og forældre. Vi kan lære så meget af hinanden, hvis vi lytter og prøver at forstå.