
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Våg over hende
Forfatter: Jean-Baptiste Andrea
Antal sider: 430
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Alpha
En fortælling, der sætter spor.
“Våg over hende” er en fortælling, der strækker sig over flere årtier. Det er en episk fortælling om kærlighed og venskab.
Vi møder Michelangelo Vitaliani også kaldet Mimo i 1916, hvor han er blevet sendt til sit fædreland Italien af sin mor pga. trange kår.
Mimo bliver anbragt hos sin onkel, der har et skulpturværksted og det bliver hurtigt synligt, at Mimo er et kunstnerisk geni, men vejen til succes er lang og brolagt med utallige udfordringer.
I nærheden af Mimos onkel bor en rig aristokratisk familie, som bl.a. indeholder pigen Viola.
Viola og Mimo indgår et ubrydeligt livslangt venskab.
Begge er udfordrede og udstødte. Mimo er dværg. Viola er kvinde og mere ambitiøs, end tiden tillader kvinder at være.
Vi følger dem gennem livets op- og nedture, hvor de trods uenigheder konstant er i hinandens tanker. Rent tidsmæssigt skifter man mellem at være på et kloster, hvor Mimo ligger for døden, og at være i fortiden, hvor vi får fortalt Mimos livshistorie.
Jeg var klart mest optaget af bogens første del, hvor Mimo og Viola begge er unge voksne, og alt summer af magi. Bogens handling bliver mere kompleks i trit med, at de bliver voksne og krige og facisme hærger Italien.
Bogen generelt er tryllebindende, og den fastholder sin læser i jagten på mysteriet og sandheden om en skjult Pieta-figur, og den endelige afsløring er i den grad rørende.
Jeg elsker den her bog og vil anbefale den til alle læsere. Især jer, der elsker episke historiske fortællinger, der på et dybere plan refererer til religion, kvindefrigørelse og politik, men på det overordnede plan er en fantastisk fortælling om venskab og kærlighed.