Du larmer! af Anja Hitz, Sille Jensen og Clara Selina Bach

Reklame – modtaget som anmeldereksemplar

Titel: Du larmer!
Forfattere: Anja Hitz & Sille Jensen
Illustrator: Clara Selina Bach
Antal sider: 50
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Forlaget Frø

“Du larmer!” hedder denne billedbog, og det gør den virkelig. Siderne bimler og bamler lige præcis som Else Marie Pades musik.

Jeg kendte ikke Pade inden, og jeg måtte google hende for at lytte til lidt af hendes musik.

Jeg kan kun forestille mig, at hun har været forud for sin tid. Hendes musik er noget helt for sig, fordi hun ville spille de lyde, hun havde indeni. Uordentlige lyde.

Pade var også “uordentlig” som ung kvinde i modstandsbevægelsen, hvilket betyder, at hun bliver taget til fange. I fangelejren beslutter Pade, at hun ikke vil bruge våben, men musik i kampen for fred.

Musik bliver Pades liv. Hun bliver optaget på musikkonservatoriet og skaber hele tiden musik, fordi ALT er musik!

Ikke musik som alle kan lide, og det tynger Pade, som først sent i livet føler, at nogen forstår hende.

“Du larmer!” er genial. Jeg elsker, at der sker så meget på siderne, og at man kan fornemme Pades særlige og lidt overvældende energi.

Bogen er oplagt at læse højt for sine børn, fordi den understreger vigtigheden af at følge sine drømme og fornemmelser.

Skriv en kommentar