
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Ro på – 33 tips til det gode liv
Forfatter: Lisbeth Zornig Andersen
Antal sider: 192
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Falco
“Som med alle gode ting i livet er ro en proces, ikke en destination.” (Citat)
“Ro på” er en fagbog, og den er opdelt i 4 dele, som behandler hvert sit emne, men de kredser alle om, hvorfor vi og vores krop har brug for (mere) ro, samt hvordan vi kan give os selv den ro, mange af os har behov for.
Zornig tager udgangspunkt i egne erfaringer, og det virker troværdigt, når hun fortæller og underbygger sine oplevelser med fakta og teorier.
Kapitlerne er dejligt korte, og de indeholder et resume, der summer de vigtigste punkter op, samt giver gode råd og guides i punktform, som man kan kaste sig over.
Bogen slutter med en guldgrube af en inspirationsliste, hvor man kan dykke længere ned i de teorier og den viden, der findes om ro.
Det var for mig interessant læsning og lidt en aha-oplevelse at få en dybere forståelse af, hvordan vi som mennesker er kommet meget langt væk fra dét, vi som urmennesker i tidernes morgen blev programmeret til.
Mange af os lever i en konstant stress-tilstand. En tilstand, som kun var tiltænkt vores “flugtmekanisme”, når vi skulle løbe for vores liv.
Bogen er utroligt let tilgængelig og overskuelig. Gode og håndgribelige råd, som nemt kan prøves af. Det er måske reelt en begynderbog, men ved du ikke så meget om emnet endnu, er den perfekt.
Jeg har et lille kritikpunkt, og det er, at bogen indeholder mange referencer til Zornigs tidligere forfatterskab, og det kan jeg godt forstå, men for mig tog det fokus lidt væk fra den forhåndenværende bog.
Jeg vil klart anbefale “Ro på” til dig, der gerne vil være bedre til at håndtere livet. Både hvis du synes, det er svært, men også hvis du bare gerne vil have nogle metoder til at opnå øget mentalt og dermed fysisk velvære.
“Ro på” er en bog, der får fast plads på min reol, og som jeg vil genbesøge fra tid til anden.