Multebærmosen af Ulrika Lagerlöf

Reklame – modtaget som anmeldereksemplar

Titel: Multebærmosen
Forfatter: Ulrika Lagerlöf
Antal sider: 398
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Alpha

Vidunderlig og spændende fortælling fra de svenske skove.

“Multebærmosen” foregår i to tidsspor. Et fortidsspor, som primært finder sted i 1938 og et nutidsspor, der finder sted i 2022.

I fortidssporet følger vi den unge kvinde Siv, der fordi hendes far har skadet ryggen og ikke kan arbejde, må tage ud i skoven og bo i en lille hytte sammen med 10 voksne mænd. Siv skal være kogekone for mændene og sørge for husholdningen i hytten.

I nutidssporet følger vi Eva, som arbejder med skovbrug. Eva bliver involveret i en sag om fældning af en skov, som unge miljøaktivister kæmper for at bevare. 

En af de centrale historier i “Multebærmosen” er forholdet imellem samerne (lapperne) og nybyggerne (svenskerne), og især i fortidssporet kvindens rolle og muligheder i samfundet eller måske mangel på samme. I nutidssporet fylder miljø og bevaring af naturen meget. Begge spor indeholder en gribende kærlighedshistorie.

“Multebærmosen” minder mig om forfatterskaber som Ingeborg Arvolas og Ann-Helen Laestadius’, men Multebærmosen er meget lettere læst. Bogen belyser konflikten mellem samere og svenskere på en mere forståelig måde, uden at bogen bliver kedelig og overfladisk.

“Multebærmosen” har en i nutidssporet en nærmest krimiagtig stemning, som jeg ikke havde forventet, men som faktisk fungerede godt, som kontrast til den mere stille kærlighedshistorie i fortidssporet.

Jeg var dog mest optaget af fortidssporet, hvor den unge Siv flyttede ud i skoven og blev kogekone for en flok skovryddende mænd. Den fortælling stod stærkest for mig, fordi Siv gennemgik en stærk og rørende udvikling.

Jeg vil anbefale “Multebærmosen” til dig, der elsker historiske romaner i flere tidsspor og især til dig, der elsker historier om naturen og samerne.

Skriv en kommentar