Tilbage til Belfast af Michael Magee

Reklame – modtaget som anmeldereksemplar

Titel: Tilbage til Belfast
Forfatter: Michael Magee
Antal sider: 300
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Falco

Stærk fortælling om at vokse op i Belfast efter “The Troubles”.

Vi følger den unge mand Sean, som er kommet tilbage til Belfast efter at have gået på universitetet. Sean er frustreret, fordi intet har ændret sig for ham, og da vi støder på ham, har han lige slået en mand ned i en rus af vrede og stoffer.

Sean har det ikke nemt, han bor i en faldefærdig lejlighed med en ven, og de kæmper for dagen og vejen med dårligt betalte jobs, mens fritiden går med fest, druk og stoffer. De er nødt til at stjæle for at få råd til mad, hvilket slet ikke er risikofrit for Sean, som har været i retten på grund af overfaldet.

På trods af sin uddannelse er det svært for Sean at slippe ud af arbejderklassens kløer, hvor han ikke føler sig hjemme. Det gør han på grund af sin baggrund heller ikke i de akademiske kredse. På mange måder befinder han sig i et umådeligt trist og trøstesløst ingenmandsland.

Det eneste lyspunkt er næsten-kæresten Mairead, som kunne være Seans billet til en bedre verden.

“Tilbage til Belfast” tegner et dystert verdensbillede. Bogen fanger mig som læser, selvom jeg skælder ud på Sean, fordi den viser, hvor svært det stadig er at være ung i Belfast. 

Der er tale om Michael Magees debutroman, og det er en virkelig god en af slagsen. Jeg vil anbefale “Tilbage til Belfast” til dig, der godt kan lide romaner om Irland og The Troubles med en snert af udviklingsroman over sig.

Skriv en kommentar