
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Brevbærersken
Forfatter: Francesca Giannone
Antal sider: 460
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Grønningen 1
En af årets romaner for mig!
Fra bagsiden:
“Brevbærersken er historien om en særlig kvinde, der ønsker at leve et liv fri af normer, men også fortællingen om to italienske familier igennem en verdenskrig og et par brødre, hvis lod bliver at elske den samme kvinde.” (Citat slut)
I “Brevbærersken” følger vi primært Anna, som flytter til det konservative Syditalien med sin mand Carlo og sin lille søn Roberto. De bliver mødt af Antonio, Carlos bror, samt Carlos kone og datter, og resten af “Brevbærersken” handler om familiens liv fra 1934 frem til 1961.
Anna er for altid “den fremmede”, og hun kæmper med at blive accepteret pga. af hendes frigjorte opførsel. Hun bliver f.eks. det første kvindelige postbud, hun kæmper for kvinders stemmeret, og hun giver ikke altid sin mand ret.
Familiens medlemmer er tætte, men familiens medlemmer er også fulde af hemmeligheder, hvilket driver fortællingen på en spændende måde.
Giannone blev inspireret til fortællingen, da hun fandt sin oldemors gamle visitkort. Her kunne forfatteren se, at Anna havde været “brevbærer”, og det gav startskuddet til en spændende historie.
Jeg elskede “Brevbærersken”. Det føles lidt som at blive en del af en ny familie for en stund. Fortællingen er for mig et slags Italiens svar på Matador, hvor man følger en families liv og bliver vidner til både de lykkelige og de ulykkelige stunder, kærlighed og had samt fødsel og død. At fortællingen foregår i Italien er et stort plus for mig.
Det var enormt interessant at læse om Annas kamp for kvinders rettigheder og hendes insisteren på at være sig selv og at gøre, som hun finder rigtigt på trods af både familiens og samfundets misbilligelse.
Romanen er letlæst og som læser var jeg engageret fra start til slut.
Jeg vil anbefale den til alle, der elsker familiesagaer og Italien.