
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Jordforbindelse
Forfatter: Laila Ingrid Rasmussen
Antal sider: 208
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Forlaget Lajka
Er du også midt i livet?
Jordforbindelse er medrivende og rørende.
Den består af 19 noveller, der handler om mennesker, som er midt i livet og lidt ude af kurs.
De har mistet jordforbindelsen, de er ramt af midtlivskriser, overgangsalder, skilsmisse, ensomhed og børn, der er fløjet fra reden.
Ikke alle novellerne rammer mig, men dem, der gør, kommer ind under huden.
Gudernes sti
handler om en ferie med store børn. Naturen spiller en stor rolle. Den er bestandig, mens ungerne er “flyvske” og snart bare et minde.
“De grinte. De pjattede med hinanden som på helligdage med morgenhår uden hast. Som da de stadig boede sammen i lejligheden i byen. Som dengang de alle stadig var opfyldt af en ro der aldrig skulle komme tilbage.” (Citat)
Pist væk
Om en mands desperate forsøg på at holde på familien ved at fjerne al naturen omkring sit hus for at gøre plads til de store børn, som alt for sjældent kigger forbi. Fuld af naturbeskrivelser, som kontrast til det materielle.
“…det var svært at få tid til sit skolearbejde. Det kunne han godt forstå. De havde deres eget liv sådan som han havde sit.” (Citat)
Telefon
Om familie og sorgen ved at miste.
”Jeg kan ikke forstå hvorfor det hele er indrettet så nådesløst helt fra begyndelsen. At vi på forhånd er dømt til at miste dem vi elsker, men det er sådan det er. For at nogen skal leve må andre dø. På en vinterdag. En sommerdag. Når syrenerne nikker med deres blomsterhoveder langs hegnet. (Citat)
De fleste noveller handler om mennesker, der skal finde en ny mening med tilværelsen. De er fulde af sårbarhed og melankoli. Jeg elsker Rasmussens sprog. Hun skriver smukt, følsomt og forunderligt.
Jeg er normalt ikke novelle-læser, men jeg må sige, at mange af novellerne rammer mig. Rasmussen formidler på en forunderlig, abstrakt og nogle gange poetisk vis alle de følelser, man kæmper med midt i livet.
Jordforbindelse vil jeg anbefale til dig, der kan lide den korte form og en helt særlig sproglig tone, og til dig, der kan lide historier, der kan sætte ord på svære følelser.