
Reklame – modtaget som anmeldereksemplar
Titel: Deep Cuts
Forfatter: Holly Brickley
Antal sider: 378
Udgivelsesår: 2025
Forlag: Alpha Forlag
Musik og kærlighed.
“Deep Cuts” af Holly Brickly handler om Percy og Joe, en ung kvinde og en ung mand, der finder hinanden gennem deres dybe interesse for musik.
Joe er musiker og Percy ved en masse om musik, og hun bliver derfor Joes muse, når han skal have optimeret sine sange.
De to får et dybt og langt venskab, som ind imellem ødelægges af Joes manglende anerkendelse og kreditering af Percys evner, samt en spirende kærlighed, som ingen af dem ønsker at udforske, men som de heller ikke kan ignorere.
Da jeg hørte om bogen, var jeg meget begejstret for, at den skulle handle om musik og at der er referencer til sange og en playliste tilknyttet bogen.
Det viste sig – for mit vedkommende – at det med musikreferencerne blev lidt forstyrrende, fordi jeg hele tiden følte, at jeg skulle høre sangen, før jeg kunne få den fulde oplevelse af historien. Det betød, at jeg til sidst droppede at lytte og valgte blot at læse, fordi den ret tekniske snak om musik også blev lidt for meget i min optik.
Bagsiden nævner, at “Deep Cuts” kunne være for fans af Sally Rooney, og det kan jeg godt se. Jeg har læst en Rooney-roman, som ikke rigtigt var mig, og det er “Deep Cuts” nok heller ikke rigtigt.
Efter endt læsning har jeg dog fået mere lyst til at lytte til musikken og måske genlæse romanen, fordi jeg nu kender historien og kan få den krydret lidt ekstra med den betydning, sangene har for fortællingen.
Jeg vil anbefale “Deep Cuts” til dig, der kan lide moderne kærlighedsfortællinger og interesserer dig for musik.