Gulduret af Sarah Engell og Signe Kjær

Bibliotekslån.

Titel: Gulduret
Forfatter: Sarah Engell
Illustrator: Signe Kjær
Antal sider: 61
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Carlsen

“Gulduret” sprang i øjnene på mig den anden dag på biblioteket, og det er jeg glad for. Det er nemlig en rigtig fin historie.

“…en historie om at se det smukke i det almindelige.” (Citat)

Det tror jeg, vi alle sammen har godt af at blive mindet om en gang imellem – også vores børn..

I bogen følger vi Sophia, som lige har mistet sin bedstefar. På sin 10-års fødseldag får hun en spændende gave af ham Han har gemt et fint guldur til hende. En magisk gave, som kan hjælpe Sophia med at springe alt kedeligt over. Sophia elsker fødselsdage, og springer hurtigt frem i livet fra fest til fest, men pludselig stikker det af, og Sophia er helt alene i verden.

På endnu mere magisk vis bliver Sophia opmærksom på, hvad der er vigtigt, og forstår endelig bedstefars ord om, at “Hverdagen er min yndlingsdag.”

Jeg elsker den farverige bog med masser af nostalgiske billeder, smukke farver og illustrationer af naturen.

Bogen anbefales til højtlæsning fra ca. 8 år, men jeg tænker, at man kan få fine oplevelser ved at kigge på billederne med et yngre barn.

Skriv en kommentar