Berlin Blues – Herr Lehmann af Sven Regener

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Berlin Blues – Herr Lehmann
Forfatter: Sven Regener
Antal sider: 270
Udgivelsesår: 2023 (Oprindeligt 2001)
Forlag: Forlaget Sort Kat

“Berlin Blues” er helt sin egen og det elsker jeg!

Bogen handler om Frank Lehmann. Han bor i Vestberlin og vi følger ham i efteråret 1989 frem til Berlinmurens fald.

Lehmann nærmer sig sin 30-års fødselsdag og frekventerer mest de lokale værtshuse, hvor han selv er bartender på ét af dem. Han er ikke helt der i livet, hvor han gerne vil være hverken arbejds- eller kærlighedsmæssigt, men han er heller ikke så vild med ansvar og pligter.

Vi bliver vidner til Lehmanns refleksioner og vanvittigt absurde dialoger. I bogen er der f.eks. en lang dialog om hvorvidt tiden går hurtigere eller langsommere, når man er beruset:

(Citat start) “Lige et øjeblik”, sagde han. “Sådan er det jo kun, hvis man betragter tiden som noget absolut. Men det er den ikke. Jeg vil mene, at det ligesom med et timeglas. Det ædru sand løber hurtigere igennem end det berusede sand, og derfor går tiden langsommere for det berusede sand.” (Citat slut)

Eller dialogen om det uromantiske i, at kærlighed er kronisk og forelskelse akut. 

Beskrivelserne her er slet ikke fyldestgørende. De skal simpelthen opleves, så er du blevet bare den mindste smule nysgerrig, bør du kaste dig over “Berlin Blues”.

Ifølge forlaget og bagsiden udkom bogen i Tyskland i 2001, hvor den blev et kæmpe hit. Bogen blev kort efter filmatiseret og bliver i dag betragtet som en moderne klassiker.

“Berlin Blues” foregår i et miljø, der er langt fra det, jeg finder tryghed i, men den ramte et eller andet i mig, og jeg måtte tage mig selv i flere gange at sidde med et forundret smil over, hvad nogle forfattere er i stand til at skabe med ord.

Jeg vil anbefale bogen til dig, der godt kan lide en anderledes og lidt finurlig læseoplevelse.

Skriv en kommentar