
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: En utænkelig skæbne
Forfatter: Simona Ahrnstedt
Antal sider: 533
Udgivelsesår: 2024
Forlag: Gutkind
Medrivende historisk kærlighedshistorie.
“En utænkelig skæbne” foregår sidst i 1800-tallet og handler om den unge frøken Alexandra Rosenkvist, som er blevet forvist til en af Sveriges fjerne egne, fordi hun har bragt skam over familien. Hendes strenge kompromisløse far ønsker at fjerne hende fra samfundet, indtil alt er glemt.
Da Alexandra efter nogle år væk fra byen skal hentes hjem, bliver det en opgave for Atle Falk, der har en mørk fortid og heller ikke altid passer ind i samfundets normer.
Alexandra og Atle er på mange måder modsætninger, men som bekendt tiltrækkes modsætninger, og det er også tilfældet for Alexandra og Atle.
Den spirende kærlighed mellem dem er dog forbudt. Alexandra kommer fra en konservativ familie, og hun skal hjem og forberede sig på at blive gift.
Alle hendes spirende drømme om at blive kunstner og få et uafhængigt og frit liv synes fuldstændigt umulige, da en kvinde på den tid var underlagt først faderens og siden mandens idealer.
Atle er godt nok af en helt anden støbning end faderen, og han bakker Alexandra op. Spørgsmålet er bare, om Alexandras skæbne allerede er bestemt.
Mange vil nok mene, at kærlighedshistorier af denne art er klichefyldte, og det er de nok også, men Ahrnstedt har, udover at skrive virkeligt smukt om kærlighed, en helt særlig evne til at skrive inkluderende om alt fra religion, køn og etnisk ophav til ligestilling, hvilket beriger historien.
Hun er i den grad også god til at skabe skurke og onde karakterer, som man som læser hader af godt hjerte.
“En utænkelig skæbne” er enormt godt skruet sammen og bliver på trods af sin længde på 533 sider aldrig kedelig.
Jeg vil anbefale romanen til dig, der elsker Julia Quinns Bridgerton-serie. “En utænkelig skæbne” er nærmest en skandinavisk pendant til Quinns britiske historier.
Desuden vil jeg mene, at det her er en perfekt sommerferiebog.