Eurydikes nat af Elin Cullhed

Reklame – modtaget som anmelder-/læseeksemplar

Titel: Eurydikes nat
Forfatter: Elin Cullhed
Antal sider: 330
Udgivelsesår: 2026
Forlag: C&K Forlag

Smertefuld, men aldeles smukt skrevet roman om rejsen ind i voksenlivet.

Titlen Eurydikes nat henviser til den græske myte om Orfeus og Eurydike. Orfeus er dybt forelsket i Eurydike, og da hun dør, sørger Orfeus i så høj grad, at Hades tillader ham at tage til dødsriget for at hente Eurydike hjem. Ifølge myten kan Orfeus dog ikke lade være med at kigge sig tilbage efter Eurydike, da de er på vej op til lyset igen, og han mister derfor Eurydike for altid.

Jeg bliver altid lidt fascineret af litteratur, der trækker på de gamle græske myter, og det er en fascinerende tanke, om bogens hovedpersoner Karin og Alfred faktisk er en slags Eurydike og Orfeus.

Karin og Alfred er unge og forelskede – endnu kun spirende og uskyldigt. Til en fest bliver Karin misbrugt af Alfreds ven. Både Alfred og Karins uskyld er uigenkaldeligt tabt.

Alfred vil gerne “redde” Karin og komponerer et requiem over Karins historie, hvilket er smukt, men Karin har behov for at prøve grænser af. Hun ønsker ikke, at hendes historie skal fortælles af Alfred. Den er hendes alene.

Både Karin og Alfred har et smertefuldt forhold til deres familier, hvor de begge oplever svigt og manglende kærlighed.

I den situation skal de begge navigere ud i voksenlivet med alt, hvad der hører med.

Der er tale om barsk læsning – coming of age – når det er hårdt og gør ondt, men der er også mange virkeligt smukke passager om livet og kærligheden. 

Det er et maleri af Maria Hall, der præger bogen. Maleriet hedder Beröringens rodnad, hvilket betyder noget a la berøringens rødmen. Det er sindssygt stemningsfuldt og passer perfekt til den både dystre og længselsfulde stemning, der hersker i romanen.

Jeg vil anbefale Eurydikes nat til alle, der elsker coming of age-historier af den smertefulde slags og til dig, der kan lide spin-offs af de græske mytologiske historier.

Skriv en kommentar