Til alle der er anderledes…

Til alle nørder, særlinge, stræbere, drømmere og outsidere. Til alle der er anderledes og derfor sommetider føler sig malplacerede. Bliv som I er, verden har brug for jer”. Hülsmanns dedikation oversat til dansk.

Jeg har længe savnet at læse bøger på tysk og jeg har derfor investeret i nogle letlæselige tyske feel-good romaner af Petra Hülsmann. Min første Petra Hülsmann roman var ”Wenn Schmetterlinge loopings fliegen” og den var jeg vild med, da den var både sjov og sød, samtidig med at hovedpersonen kæmpede med at realisere sig selv.

Petra Hülsmanns nyeste roman ”Wenn’s einfach wär würd’s jeder machen“ er lidt en moppedreng, og det har taget mig lidt tid at komme igennem den, da handlingen på en eller anden måde er lidt ”langsom“. Det irriterede mig lidt og fik mig til at gå lidt i stå med bogen, men det giver også noget ikke at hoppe fra den ene bog til den anden i et hæsblæsende tempo. Personerne bliver på den måde hos dig længere og du får dem længere ind under huden.

Bogen handler om Annika, der er sidst i 20’erne og ansat som lærer på en skole i et område med velstillede familier. Umiddelbart kører Annikas liv på skinner, hun har et godt job og gode venner. Skæbnen vil så, at hun bliver forflyttet til en skole i et udsat område med mange fattige familier og indvandrere, hvilket Annika slet ikke føler sig klar til. Hendes mission bliver udelukkende at finde en måde at komme tilbage til sin gamle arbejdsplads på og med denne skjulte dagsorden satser Annika på at skabe en musical med de unge, der er så god, at hun straks blive hentet tilbage til sin gamle arbejdsplads.

Sideløbende med Annikas arbejde med de unge mennesker følger vi med i hendes privatliv, hvor hun nærer følelser for en gammel flamme, som har afvist hende, samtidig med at hun får varmere og varmere følelser for naboen Sebastian. Vi følger hendes venskaber og vi finder ud af, at hun har været udsat for mobning, føler mindreværd, og at hun er bange for ikke at leve op til andres forventninger. Det gør hende i den grad i stand til at forstå de unge, og gradvist vinder de hendes hjerte ligesom hun vinder deres.

Bogens handling sender mig tilbage til ungdommen og film som ”The Breakfast Club”, hvor utilpassede unge fra forskellige grupperinger finder hinanden og lærer at respektere hinandens forskelligheder. Tilføjelsen af musical-temaet viser, hvordan de unge får sat masser af points ind på selvtillidskontoen ved, at de vises tillid og får medansvar for et projekt.

Bogen er fuld af bipersoner og Hülsmann får sluttet de fleste ender rigtigt godt. Jeg savner at høre mere om enkelte skæbner, men i det virkelige liv får vi heller ikke altid hele historien.

Der er i den grad tale om hyggelig sommerlæsning med masser af grin, og især det sidste kapitel i bogen kalder på både smil og gåsehud.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s