“Jordemoderen fra Hope River” af Patricia Harman er en spændende fortælling om kvinden Patience, der arbejder som jordemoder i USA i starten af 1900-tallet.
Vi kender som udgangspunkt ikke hele Patiences baggrund, men det ligger i kortene, at livet har været hårdt ved hende, og at hun er på flugt. Som bogens handling skrider frem, falder der hele tiden flere brikker på plads omkring hendes baggrund, og om hvordan hun er havnet, hvor hun er i dag.
Patience er næstekærlig og fordomsfri, og hun var venner med både homoseksuelle og sorte i en tid, hvor det ikke var velanset. Historiens omdrejningspunkt er fødsler. Vi følger fødsler i både fattige og rige hjem. Fødsler hos helt unge kvinder og fødsler hos erfarne mødre. Fødsler hos sorte og hvide. Historien er kort sagt fuld af fødsler, og har man ikke en vis interesse i fødselshistorier tror jeg, at man går død i handlingen. De forskellige fødselshistorier kobler persongalleriet fint sammen, og vi får ind indblik i, hvor hårdt livet var i datidens USA.
På tværs af klasse og race ønsker Patience at hjælpe alle, hvilket ikke er acceptabelt hos dele af befolkningen. Det sætter Patience i fare, men hun trodser alt og alle for at redde de mennesker, som har brug for hende. Hun hjælper med at bringe børn til verden for mindre end en slik, selvom hun selv lever på sultegrænsen.
Kærligheden har Patience mødt et par gange, før vi lærer hende at kende, men den er altid endt ulykkeligt. Som bogens handling skrider frem møder hun en ny spirende og sød kærlighed, og som læser sidder man med krydsede fingre for, at det skal lykkes denne gang.
Bogen slutter i et hæsblæsende tempo med Ku Klux Klan og ildspåsættelse, og forfatteren holder læseren på pinebænken. Først til allersidst finder ud af, om historien om Patience har en lykkelig udgang.
Der er tale om et portræt af en stærk kvinde, der tør kæmpe for, hvad hun tror på og den kan varmt anbefales.
HyggeGeek 