
Sød og romantisk feel-good.
Brett er i 30’erne og lever en eksklusiv tilværelse i en dyr lejlighed og med en flot succesrig kæreste. Da Bretts mor dør, tror alle, at Brett skal overtage morens kosmetik-imperium, men det viser sig, at moren havde andre tanker. Hun har efterladt et testamente, som kommer fuldstændig bag på Brett, der ifølge testamentet skal opfylde en liste med drømme for at få arven udbetalt. Listen har Brett faktisk selv skrevet som teenager, og siden har hun glemt alt om den.
Umiddelbart er det hårdt, og målene virker helt uopnåelige på et enkelt år, men som historien skrider frem, opdager man (selvfølgelig), at moren elsker Brett og ønsker at ruske op i hende. Det var morens ønske, at Brett skulle finde sine indre værdier og gamle idealer frem.
Siderne vendte sig selv, og jeg både smilede og blev rørt. Jeg var fanget hele vejen og synes rigtigt godt om plottet. Det virkede nyt og anderledes på mig. Jeg havde ikke gennemskuet alle tvists i historien, hvilket var ret sjovt.
Coveret er flot, og det snød mig lidt. Jeg var sikker på, at jeg skulle til Toscana, men det altså ”bare” en by i USA.
”I morgen kommer en ny himmel” er den første roman, jeg læser af Lori Nelson Spielman, men det bliver nok ikke den sidste!
Har I læst noget af denne forfatter?