
Reklame anmeldereksemplar. Tak for bogen Mette.
Stærk, skræmmende, men også livsbekræftende læsning.
Det var med lidt bævende hjerte, at jeg sagde ”ja” til at læse Mette De Fine Lichts bog ”Viljepigen – For ung til kræft”. Som læser vidste jeg jo godt, at jeg her ville få indblik i et menneskes smertefulde og skræmmende kamp imod en sygdom, som vi bestemt ikke altid vinder over. Jeg er alligevel glad for, at jeg sagde ja, fordi historien er præget af Mettes livsvilje og optimisme, hvilket er enormt inspirerende.
Bogen er autofiktiv og handler om 16-årige Mettes kamp imod en meget aggressiv form for kræft i benet. I løbet af cirka et år går Mette igennem utallige kemokure, en stor operation og efterfølgende nye kemokure. Operationen betyder, at Mette mister meget af førligheden i sit ene ben, og den normalt meget aktive pige skal lære at leve et liv med begrænsninger.
Det er barske sager og Mette er i perioder dødssyg, men hun har en ukuelig livsvilje og hun mødes med veninder, tager i byen og passer gymnasiet så meget som overhovedet muligt. Selv når det allerværst skriver Mette følgende i sin dagbog: ”Der SKAL være en solskinsseng, som jeg kan slænge mig på, på den anden side af det her bjerg”.
Jeg læste bogen på én dag og den er skrevet i et letlæseligt sprog, som gør, at bogen også kan læses af unge mennesker, som måske selv er ramt af sygdom. Mette er god til at sætte ord på den usikkerhed, man føler som ung. Hvad tænker folk om, at jeg ikke har hår? Hvad skal jeg fortælle den søde fyr, der gerne vil lære mig at kende? Hvorfor forstår min veninde ikke, at jeg har begrænsninger?
Det her er en bog, jeg vil anbefale til alle. Kræftramte. Sygdomsramte. Raske. Pårørende. Unge. Midaldrende. Ældre. Vi kan alle lære noget af den måde hvorpå Mette, hendes familie og venner håndterede svær sygdom. Vi kan også lære noget af at konfrontere os selv med, at livet kan være barskt. Mette bliver aldrig den samme som før sygdommen, men hun hænger i og deler sine oplevelser med andre kræftramte. Her er jeg sikker på, at hun gør en uvurderlig forskel.
Som mor blev jeg berørt af historien og Mettes forældres evne til at give slip på Mette og lade hende leve livet, trods den svære sygdom. Det giver stof til eftertanke hos mig.
Bogen udkommer 4. februar 2021, og der er tale om en ny udgave af Mettes bog fra 2010. Bogen er udvidet med et kapitel om livet efter kræft. Køber du bogen, er du med til at støtte Kræftens Bekæmpelses initiativer for børn og unge med kræft og deres pårørende. Bogen er desuden udgivet på engelsk med titlen: ” Willpower Girl – A Teenager’s Trek Through Cancer”.