
Reklame Anmeldereksemplar
Titel: Ved Babylons floder
Forfatter: Malene Klein
Antal sider: 479
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Lindbak + Lindbak
Vurdering: 4/5 stjerner
Ren uhygge og spænding!
Jeg blev for nogle måneder siden tilbudt at være testlæser på “Ved Babylons floder”. Normalt læser jeg ikke krimier, men beskrivelsen af denne bog fangede mig. Jeg har en svaghed for romaner med referencer til andre værker. Malerier, bibelreferencer og historiske detaljer spiller en central rolle i “Ved Babylons floder”. Det fungerer rigtigt godt.
Hovedpersonen er den unge politiassistent Maya Winther, og man fornemmer hurtigt, at hun har en eller flere tragedier i sin fortid. Da en tidligere PET-ansat bliver dræbt i USA (iscenesat som Skriget af Edvard Munch 😱) bliver Maya kontaktet og spurgt, om hun vil være en del af teamet, der skal til USA for at hjælpe med opklaringen. Maya arbejder med kriminologisk psykologi, og hun skal forsøge at udarbejde en psykologisk profil af morderen.
I USA tager historien fart. Det bliver hurtigt åbenlyst, der ikke er tale om et enkeltstående mord, og i kamp mod tiden arbejder teamet med at trevle en historie op, som rækker helt tilbage til 1700-tallet og den autentiske Malaga Island.
Maya er den krigeriske type, og hun bliver hurtigt en nøgleperson i opklaringen. Morderen begynder at kontakte hende, og ingen kan pludselig føle sig sikre. Morderen føles pludselig til at være yderst tæt på. Maya arbejder sammen med FBI-agenten Jack DeLuca, og de strides som hund og kat. Deres dialoger er sjove og søde, og de giver i min verden en god kontrast til alt det uhyggelige.
Indrømmet – så er jeg virkelig ikke krimi-stærk, og jeg fik et par urolige nætter, mens jeg læste 😅, men jeg fortryder ikke, fordi der er tale om en virkelig stærk og underholdende historie.
“Ved Babylons floder” udkommer den 9. august, og den er en del af en planlagt serie om politiassistenten Maya Winther.