
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Kvinden med den blå stjerne
Forfatter: Pam Jenoff
Antal sider: 382
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Alpha
Vurdering:4/5 stjerner
Fængslende og helt ubegribelig.
For det meste overstiger fantasien virkeligheden, men i “Kvinden med den blå stjerne” har forfatter Pam Jenoff taget udgangspunkt i virkelige begivenheder i Krakow under anden verdenskrig. Her har man fundet beviser på, at jøder har gemt sig og levet i kloakker for at undslippe nazisterne.
Bogen handler om jødiske Sadie og velhavende Ella, hvis veje krydses under anden verdenskrig. Sadie har taget tilflugt i kloaksystemet under Krakows gader sammen med sin mor og en anden jødisk familie. En dag spotter Ella Sadie under et kloakdæksel og kan ikke glemme, hvad hun har set.
Ella får kontakt til Sadie og begynder en lang kamp for at hjælpe de 2 familier i kloakken, men det er et svært og meget farligt stykke arbejde, da det kan få store konsekvenser for både Ella og Sadie, hvis det bliver opdaget.
Historien er troværdigt beskrevet, men det er nærmest helt umuligt at forestille sig, hvordan livet i en kloak har måttet være. Under læsningen kunne jeg slet ikke slippe tanken om lugten og den klaustrofobiske stemning, der må have hersket. Cadeau til Jenoff for de maleriske beskrivelser.
Jeg vil på ingen måde afsløre mere om historien her, men blot opfordre dig til at læse “Kvinden med den blå stjerne”, hvis du er til spændende romaner om 2. verdenskrig, hvor familie, venskab og kærlighed spiller en stor rolle.