
Reklame. Modtaget i forbindelse med testlæsning
Titel: Den danske soldat
Forfattere: Emilia Hansen
Antal sider: 333
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Lindbak + Lindbak
Vurdering: 4/5 stjerner
Utroligt stemningsfuld og spændende.
“Den danske soldat” er en perfekt bog til sommerferien. Den byder på både spænding, kærlighed og sorg.
Vi følger de unge mennesker Tim og Lilly fra 1941, hvor anden verdenskrig for alvor bryder ud frem til krigens afslutning i 1945.
Lilly og Tim befinder sig i Schleswig Holstein, hvor Lilly er den del af den tyske overklasse.Tim er på ingen måde velstående, og han er en del af det danske mindretal. De forelsker sig hovedkulds. De bliver hinandens støtter og hinandens skæbne på trods af utallige forhindringer.
Drømmen om at blive dyrlæge fylder alt for Lilly, men hendes liv styres hårdt familien, som leder efter et passende parti til hende. Tim kommer fra en helt anden tilværelse med hårdt arbejde i en familie, hvor faderens øretæver hænger løst.
De forsøger at skjule deres forbudte kærlighed, og da Tim sendes til Østfronten skilles de for alvor. Spørgsmålet er, om krigen og omstændighederne tillader, at deres kærlighed på et tidspunkt kan sejre?!
Jeg var virkelig godt underholdt af “Den danske soldat”. Emilia Hansen skriver så smukt om den danske sommer og om kærlighed, men hun skriver også barskt og uden omsvøb om krig og rivalisering.
Bogen lærte mig en del om det danske mindretal i Schleswig Holstein, og om hvordan skæbnen var for unge mænd og kvinder på den tid. Det tiltalte mig meget at store dele af romanen var skrevet fra Tims synsvinkel.
Bogen anbefales til fans af skønlitteratur om anden verdenskrig, kærlighed og livet i 1940’erne i Sønderjylland med klasseskel, og udfordringerne omkring dansk-tyske aner.