
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: De røde huer
Forfatter: Duprée Bigum
Antal sider: 362
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Books on Demand
Vurdering: 3/5 stjerner
“De røde huer” – skrevet af en ung mand med en gammel sjæl.
Historien er klassisk og stemningen er en blanding af Morten Korch og eventyr.
Vi kommer ind i historien en mørk nat i landet Halfdanien. Her dør det adelige spædbarn Julia til stor sorg for hendes forældre. Da en fattig kone samme nat træder ud af skoven og byder greven et nyt barn, tager han i sin sorg imod barnet og bringer det til grevinden. Kun greveparret og kammertjeneren kender den sande historie om den nye Julia.
Fortielsen rækker langt ind i Julias liv, men en dag møder hun tilfældigt nogle rakkere. Den ene virker til at kende Julia, men han kalder hende Maria, og ingen tager rigtigt notits af det.
Julia får et godt øje til Toms ven Hans, men det er en umulig tanke, at de skal kunne have et forhold, især da Kaptajn Paris dukker op og slår Hans ned. Kaptajn Paris påstår, at han har reddet Julia fra Hans, og indynder sig på den måde hos Julias far, der som greve og en del af adelen ikke ser med milde øjne på rakkerne.
Hans og Julia har dog svært ved at glemme hinanden, og når Julia ikke sniger sig ud fra godset for at danse i skoven med Hans, så klæder Hans sig ud som Baron Filip og sniger sig ind blandt de adelige på godset, hvor Hans’ og Julias kærlighed vokser.
Historien tager fart og kampen mellem de rige/fattige og de gode/onde folder sig ud i fuldt flor, og historien tager mange vilde drejninger.
“De røde huer” er en spændende og romantisk fortælling, som er meget klassisk i sin stil. Jeg kan godt lide, at Bigum spinder masser af historier om landet Halfdanien for at indramme historien og gøre den troværdig. Jeg er også vild med hans forkærlighed for rakkerne og det gode menneske. Jeg er dog ikke så vild med de mange “latrinære-historier”. Jeg synes lidt, de ødelagde den gode stemning, men det kan også tænkes, at jeg er lidt sart 🙂
Der er tale om Bigums debutroman, og jeg synes virkelig, det er en lovende start. Jeg kan varmt anbefale bogen til dig, der er vild med eventyr og historier fra gamle dage. Bogen er let at læse, og den kan anbefales til både yngre og ældre læsere.