Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Je m’appelle Agneta
Forfattere: Emma Hamberg
Antal sider: 399
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Aronsen
Vurdering: 5/5 stjerner
Ingen som Hamberg kan skrive så skørt, så hjerteskærende og så livsbekræftende på samme tid.
“Nu vil jeg gøre som blåhvalen – svømme med åben mund og bare sluge alt, som havet og livet har at give mig.” (Citat)
I “Je m’appelle Agneta” følger vi Agneta, som står ved et skæringspunkt i livet. Børnene er fløjet fra reden. Agneta og ægtemanden Magnus glider langsomt længere og længere væk fra hinanden, og arbejdet giver heller ikke Agneta nogen glæde.
Hun føler sig på alle måder forkert og usynlig. Hun prøver med beskeden ihærdighed at følge Magnus’ helsetrip, men ender med smugle lækkerier hjem, som hun spiser i hemmelighed, når Magnus er ude at træne.
I sin ensomhed bliver Agneta fanget af en annonce i avisen, hvorefter hun tager en impulsiv beslutning og forlader alt til fordel for en au pair-stilling i Frankrig.
Problemet er bare, at “barnet” er en flamboyant, homoseksuel og dement ældre herre ved navn Einar. Han bor i et både forfaldent og overdådigt kloster. I det franske bliver Agneta udfordret på alt. Mest af alt bliver hun dog udfordret på sig selv og sin manglende evne til at turde nyde livet i alle dets facetter. Det lærer hun af Einar og landsbyens beboere.
Agneta ender med at møde sig selv, som hun gerne vil være, og Hamberg beskriver det formidabelt. Man både skrupgriner, bliver forarget og rørt.
“Je m’appelle Agneta” er en livsklog hyldest til livet, som Agneta siger:
“Jeg danser, som om der ikke findes nogen dag i morgen. Og det gør der jo heller ikke. Ikke for Einar i hvert fald. Der findes kun her og nu.” (Citat)
Jeg vil anbefale “Je m’appelle Agneta” til fans af Hamberg og til læsere, der vil prøve noget helt andet. Hamberg er en af mine yndlingsforfattere, og hun kan i mine øjne ikke sammenlignes med noget andet.
HyggeGeek 