
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Sidste afgang
Forfatter: Julie Clark
Antal sider: 293
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Svane & Bilgrav
Vurdering: 4/5 stjerner
Har du læst “Sidste afgang”, så skriv lige en kommentar. Advarsel om mulige SPOILERS i kommentarfeltet!
Spændingsromaner læser jeg ikke så ofte, men forlaget Svane & Bilgrav er vildt gode til at udfordre mig. På det grundlag får jeg nogle overraskende gode læseoplevelser.
Jeg tror ikke, at jeg tidligere har gjort mig helt klart, at der er forskel på krimier med mord og uhygge og spændingsromaner med fart over feltet og måske bare en snert af gys.
For mig er “Sidste afgang” en spændingsroman og den holdt mig fanget fra start til slut.
Den handler om 2 kvinder, der hver især har brug for at forsvinde. Et tilfældigt møde i lufthavnen gør den ene kvinde i stand til at gå under radaren for en stund, mens den anden (måske?!) forsvinder for altid.
Det er svært at skrive mere om handlingen uden at afsløre for meget, men den er opbygget på en måde, hvor vi følger den ene kvinde nutidigt, og den anden kvinde fra et tidspunkt i fortiden og frem til nutiden.
Det gør, at vi kun langsomt forstår hele historiens sammenhæng, det bidrager til spændingen, og det driver læselysten side efter side.
Slutningen efterlader på en måde læseren med et åbent spørgsmål. Jeg tænker, det er et trick, man enten elsker eller hader. Man vil jo for søren gerne have svar på det hele!
Her kan jeg faktisk godt lide tvivlen…
Forfatteren Julie Clark indleder bogen med følgende dedikation:
“Dedikeret til alle de kvinder, som er trådt frem med deres historier. Om det er for et panel i kongressen på direkte tv eller alene på et HR-kontor uden vinduer – vi hører dig. Vi tror på dig.”
Det er en rigtig fin dedikation og bogens ene hovedperson er netop en kvinde, der er fanget i et ægteskab med en meget magtfuld mand, der undertrykker hende både fysisk og psykisk. Udover at være en spændingsroman er det også en roman om at finde modet til slippe fri og få synliggjort misbruget.
Bogen anbefales til dig, der elsker spænding og en god historie.