Den 5. statsmagt af Gustav Østeraa

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Den 5. statsmagt
Forfatter: Gustav Østeraa
Antal sider: 270
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Forlaget Brændpunkt – Zenit

“Skal jeg bare dræbe de kriminelle og skåne pigen? Er deres liv mindre værd, fordi de er blevet dømt juridisk, eller er alle liv lige meget værd?” (Citat)

Vi befinder os i en verden, hvor alle mennesker dømmer hinanden  i en app – en slags SoMe-folkedomstol kaldet Damokles Vidner. Vi følger den unge fyr Magnus, hvis far tidligere blev dømt til døden af den selvsamme folkedomstol, så Magnus holder lav profil. Indtil en dag, hvor han ikke længere bare kan lade stå til. Straffen kommer prompte, og Magnus’ popularitet på Damokles Vidner falder. Normalt ville Magnus få sin straf med det samme, men han udtages til TV-programmet Damokles Engle, hvor han skal kæmpe med 15 andre deltagere om at vinde syndsforladelse og sin frihed tilbage.

Et hæsblæsende og uhyggeligt spil går i gang. Spillet tester deltagernes moral og etik langt ud i det ekstreme. Mord er ingen hindring, men hvornår er mord acceptabelt?! Alt udstilles i TV-programmet, som var det blot almindelig fredagsunderholdning.

Kun én af de 16 deltagere er garanteret at komme ud i live, og læseren kan ikke vide sig sikker på hvem.

Gustav Østeraa har skrevet en spændende og skræmmende roman. På nogle punkter bliver den lidt ekstrem, synes jeg, men jeg blev virkelig fanget af dens spørgsmål til vores etik og moral, og den sætter tanker i gang i forhold til, hvordan de sociale medier også i den virkelige verden hurtigt bliver en offentlig gabestok. Romanen indeholder også fine elementer omkring familie, venskab og kærlighed, og det er rørende at opleve, hvordan Magnus’ afdøde far hele tiden er med på sidelinjen.

Jeg vil anbefale bogen til dig, der elsker spændingsromaner, og som godt kan lide, at de har en filosofisk tvist, der giver dig noget at tænke over. 

Bogen er udgivet på Forlaget Brændpunkt Zenit. Zenit er et nyt imprint under Brændpunkt, som ønsker at udgive rørende, provokerende og modige romaner. Det synes jeg i den grad “Den 5. statsmagt” lever op til.

Skriv en kommentar