Boghandleren i Dachau af Shari J. Ryan

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Boghandleren i Dachau
Forfatter: Shari J. Ryan
Antal sider: 311
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Forlaget Zara

Nogle gange møder man bøger, der nærmest læser sig selv. Sådan en bog er “Boghandleren i Dachau”. Jeg læste bogen på få dage. Den er rigtigt godt skrevet, og læsningen flyder dejligt let.

Ved første øjekast ser bogen frygteligt mørk ud, og qua temaet; 2. verdenskrig og jøder, så ER den mørk, men slet ikke så meget som frygtet.

Fortællingen foregår i 2 spor.

I Tyskland i 1940’erne følger vi de unge mennesker Mathilda og Hans. Hans er jøde og som tyskernes invasion af Tyskland tager om sig, vælger Mathilda at skjule Hans i en skunk på sit værelse, men hvor længe kan det lade sig gøre? Og kan hun stole på selv sine nærmeste?

I 2018 i Boston følger vi Grace, som opdager, at hun har arvet en boghandel i Dachau i Tyskland. Grace og hendes afdøde mor har længe ledt efter deres ophav, og nu får Grace måske muligheden for at finde ud af, hvor de stammer fra.

Hvad Grace finder i boghandlen, og hvordan det gik med Mathilda og Hans, skal du selv læse i “Boghandleren fra Dachau”. Det ville være synd at spoile her, men det er en hjerteskærende og ægte kærlighedshistorie, der sætter fokus på jødernes skæbne under krigen.

Jeg har efterhånden læst mange bøger, hvor 2.verdenskrig udgør en del af handlingen, og “Boghandleren i Dachau” ligger helt klart i toppen for dens rørende og fængslende fortælling om kærligheden mellem 2 mennesker. Krigens historiske og politiske detaljer fylder ikke så meget, hvilket gør det til en bog, der er lettere at tage ind.

“Boghandleren i Dachau” kan anbefales til dig, der kan lide gribende og hjerteskærende kærlighedshistorier, og bøger der foregår under 2. verdenskrig.

Skriv en kommentar