Boi Wagner af Benn Q. Holm

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Boi Wagner
Forfatter: Benn Q. Holm
Antal sider: 480
Udgivelsesår: 2023
Forlag: Alpha Forlag

Følsom og melankolsk livsrejse.

“For bortset fra at jeg ikke var en fiktiv skikkelse passede jeg med ét ind i denne lange litterære række af danske fantaster og tvivlere, drømmere og håbløse tabere, svigefulde melankolikere og selvdestruktive drukkenbolte og hvad de ellers var. Nederlaget havde de i sidste ende til fælles.” (Citat)

Jeg har længe været nysgerrig på Benn Q. Holms forfatterskab, og da jeg fik muligheden for at læse Holms nye erindringsroman “Boi Wagner”, sprang jeg til.

“Boi Wagner” er et tilbageblik på et liv. Vi følger forfatteren Boi Wagner på en rejse gennem Europa i Corona-tiden. Det kombinerer Holm med tilbageblik på Boi Wagners liv.

Som læsere oplever vi Boi Wagner miste sin mor, Vi hører om hans relationer til sine nærmeste, og vi hører om, hvordan han (over)lever både livet som forfatter og livet generelt.

Det bliver hurtigt tydeligt, at livet som forfatter ikke er let. Eller det er det mon livet som Boi Wagner, der ikke er let? 

Boi Wagners tilværelse er præget af et stort alkoholindtag, og han lever under konstant pres på økonomien. Dette er kombineret med et pres fra både forlag og omverden til at han skal have en mening om alt og få den mening ned på papir.

Først til allersidst i romanen får man en fornemmelse af, at Boi Wagner finder ro og finder “hjem”. Jeg synes, at der er tale om en melankolsk roman. Den er på en måde fyldt med en stor sorg over ikke at kunne nyde nuet.

Efter endt læsning kan man helt frygte, at det generelt er forfatteres lod at leve med ensomhed, følsomhed (og alkohol). Fordommen bliver forstærket, når en forfatter i et program på P1 for nylig foreslår, at forlag skal betale for forfatteres afvænning. 

“Boi Wagner” er en rejse. En lang og beskrivende rejse, men jeg kunne godt lide den. Det kræver tid og rum at komme ind under huden på hovedpersonen, og det efterlod historien plads til. “Boi Wagner” efterlader tvivl hos flere anmeldere om der reelt er store elementer af Benn Q. Holms eget liv i romanen. Det har jeg ikke belæg for at vurdere, men tanken er da interessant. Under alle omstændigheder er jeg klar til at læse mere fra Holms forfatterskab.

Jeg vil anbefale “Boi Wagner” til dig, der kan lide fyldige livsberetninger, og bøger om forfatterliv.

Skriv en kommentar