Små mennesker – Store drømme – Rosa Parks

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Rosa Parks – Små mennesker, store drømme
Forfattere: Lisbeth Kaiser
Illustrator: Marta Antelo
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Forlaget Albert

Rosa Parks-udgaven af  “Små mennesker, store drømme” er ligesom de andre bøger i serien for både små og store. Historien er letforståelig og giver anledning til lærerige og alvorlige snakke. Historien suppleres af en tidslinje med en mere voksen tekst, der giver den voksne ekstra viden, som evt. kan formidles til barnet.

Denne udgave ligger mit hjerte nært, da Rosa Parks er én af grundene til, at min datter hedder Rosa. Nogle gange håber man, at et bestemt navn giver ens barn helt særlige egenskaber.

I forhold til Rosa Parks var mit ønske, at min Rosa skulle blive stærk og modig. Ligesom Rosa Parks, der nægtede at bøje sig for de hvides krav i en tid, hvor hvide alene pga. deres hudfarve besad magten.

Min Rosa kunne godt lide historien, og hun har skrevet et par ord om den, som du kan se på det sidste billede.

Jeg elsker de smukke illustrationer og den gode letforståelige historie om at kæmpe for retfærdighed, og det du tror på.

Små mennesker – store drømme får som altid min bedste anbefaling.

Skriv en kommentar