I ”Fårking gravid” fortæller Sofie Linde dejligt frigjort og ærligt om, hvor svært det kan være både fysisk og psykisk at være gravid. Hun kommer igennem de fleste aspekter af graviditet og fødsel, som man også kan læse om i fagbøger, men det er alt sammen beskrevet ud fra Sofies personlige synsvinkel.
Bogen er bygget op i dagsbogsform, hvor vi følger Sofie fra graviditetens start og indtil hendes datter Trine bliver født. De fleste dagsbogsafsnit efterfølges af et afsnit, hvor Sofie i tilbageblik forklarer de følelser, som hun havde, da dagbogen blev skrevet, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Der er masser af billeder i bogen, hvilket forstærker den meget personlige fortælling.
Sofie skriver om angsten op til de første skanninger, hvor Trine skal tjekkes. Er hun nu ok, selvom man har drukket til en festival eller slået maven på et bord!? Hun fortæller om manglen på overskud. Cravings efter mælkesnitter og spandauere. Problemer med at finde tøj. Mest af alt fortæller hun om den uendelige venten og ubehaget ved graviditeten, som er normalt for mange, men som det også er tabuiseret at tale om. Bogen slutter med beskrivelsen af den lange og hårde fødsel, som ender i fuldendt lykke, da Trine kommer til verden.
Jeg tager hatten af for Sofies ærlighed. Hendes beskrivelser er ikke særligt “lyserøde” eller instagram-venlige, men på trods af de svære måneder skinner kærligheden til og længslen efter Trine igennem hele tiden. Det samme gør kærligheden mellem Sofie og Joakim, og det jo det, som livet i sidste ende handler om.
Bogen kan anbefales til både vordende mødre og fædre, der ønsker at læse en autentisk, ærlig, sjov, pinlig og rørende fortælling om graviditet og fødsel. For kvinder, der allerede er medlem af mor-klubben, vil der være tale om en sjov og rørende reminder om dengang, man selv var gravid og så elsker man lige de kære (store) unger en tand mere.