Tilbage til Black Rabbit Hall

“Tilbage til Black Rabbit Hall” har et par år på bagen, men det gør den ikke mindre god. I dens opbygning minder den lidt om Lucinda Rileys bøger, så hvis du er fan af hendes forfatterskab, har du din næste bog her! Den emmer af hemmeligheder, stærke familiebånd, tragedier og hjertesorger.

Den handler om den unge kvinde Lorna, der sammen med sin forlovede kører Cornwall tynd for at finde en helt bestemt lokation til deres bryllup. Lorna husker at have besøgt et gammelt landsted sammen med sin mor. De besøgte det flere gange igennem Lornas barndom, og nu er hun draget af at finde tilbage.

Parret finder langt om længe landstedet, og Lorna møder stedets beboere, men noget virker uldent. Suspense! Lorna bliver inviteret tilbage til Black Rabbit Hall, så hun kan beslutte sig for, om stedet er den rette lokation til brylluppet og under det nye besøg optrævles en masse hemmeligheder, og Lornas fortid i små bidder og på helt uventede måder.

Historien fortælles i 2 spor, et fortidsspor, hvor vi hører om den forfærdelige tragedie, der er overgået Familien Alton, Black Rabbit Halls tidligere beboere, samt et nutidsspor, der handler om Lornas forsøg på at afdække, hvor hun passer ind i Black Rabbit Halls historie.

Jeg blev virkelig fanget af historiens mange hemmeligheder, romantikken, familiebåndene, beskrivelserne af det gamle landsted og snerten af uhygge. Bogen har længe stået på min TBR, og jeg er begejstret over, hvor god den er, og hvor godt den levede op til forventningerne.

Skræmmende læsning

For nogle måneder siden var ”My dark Vanessa” af Kate Elizabeth Russel meget omtalt af amerikanske bloggere, og da jeg læste deres omtaler var jeg sikker, at jeg skulle læse den, så jeg fandt den hurtigt som engelsk e-bog. Inden jeg nåede at komme i gang med den, opdagede jeg, at @saxonyt og @lindhardtogringhof søgte testlæsere til den danske udgave. Det meldte jeg mig til og var en af de heldige udvalgte. Tak for det😊 ”Min mørke Vanessa”, som bogen hedder på dansk, er virkelig svær at sætte ord på. Den skal læses! Det er vigtig litteratur!

Bogen handler om 15-årige Vanessa. Hun indleder et forhold til sin næsten 30 år ældre underviser Mr. Strane. Vanessa opfatter i mange år forholdet som et kærlighedsforhold – faktisk er Jacob hendes første kærlighed. Først mange år senere, da Mr. Strane bliver anklaget for et overgreb mod en anden elev, begynder Vanessa at stille spørgsmålstegn ved, om hun har taget fejl. Har der været tale om misbrug fra Mr. Stranes side? Og har der været tale om et enormt svigt fra skolens side? Og hvad med forældrene? Vanessa hænger de næste mange (!) år fast i fortiden. Hun er på en måde ødelagt og kan ikke give slip på Mr. Strane. Det resulterer i, at hun lader sig udnytte af mænd, har et højt alkoholforbrug og ingen retning i livet. Spørgsmålet er, om Vanessa til sidst formår at slutte fred med fortiden og sig selv

Jeg blev fascineret af, at intet i denne fortælling er 100% sort/hvidt. Både offer og gerningsmand er mennesker. Vi bliver i tvivl om, hvad der foregår, selvom vi er vidner til misbrug og svigt at højeste karakter.

Kate Elizabeth Russel dedikerer ”Min mørke Vanessa” den virkelige verdens Vanessa’er, som ingen hører, tager alvorligt eller forstår. Læser du bogen, har du taget det første skridt!

Sød og charmerende

“En pige uden lige” af Marc Levy er en sød og charmerende kærlighedshistorie, og det ligger lige til højrebenet at lave en romantisk komedie over den. Hollywood kom i gang!

Handlingen tager udgangspunkt i den aldrende Deepak, der er elevatorfører i en fin gammel bygning i New York. Han kender alle husets finurlige beboere og deres vaner til punkt og prikke. Deepak er af den gamle skole og passer sit arbejde med stolthed, dag efter dag, år efter år.

Deepak er gift med Lali. De flygtede som helt unge fra Indien til USA og har måttet klare sig selv siden. De lever under små kår, men har et kærlighedsfuldt ægteskab.

Lali får besøg af sin unge nevø Sanji, der er en meget rig mand fra Indien. Det ved Deepak og Lali bare ikke, så da Deepaks kollega brækker benet, hyrer Deepak Sanji til at være elevatorfører i bygningen om natten.

I bygningen bor unge Chloe, som er Deepaks øjesten. Sanji har allerede ved et tilfælde truffet Chloe i en park i New York, og han tiltales af ideen om at være elevatorfører i bygningen, da det bringer ham tættere på Chloe, som heller ikke kender Sanjis sande jeg.

Herefter begynder en sjov, rørende og kærlig historie med forviklinger og komiske episoder. Det er en historie, som udfolder sig stille og roligt, og hele sandheden afsløres først til sidst.

Skøn og svær at lægge fra sig.