Reklame – Anmeldereksemplar
Titel: Estrid Ulvfare
Forfatter: Charlotte M. Larsen
Antal sider: 270
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Mandrup (Anmeldereksemplar)
Vurdering: 4/5 stjerner
“Jeg er Odins datter, udvalgt af Hugin, og de kalder mig Estrid Ulvfare.”
Jeg har altid været fascineret af fortiden og har i min ungdom slugt serien “Jordens børn” af Jean M. Auel og Johannes V. Jensens “Bræen”. I “Estrid Ulvfare” er vi nået til vikingetiden og er dermed noget længere fremme i jordens historie.
Vi er i en tid med kampe mellem dem, der tror på de gamle nordiske guder og dem, der hælder til den nye kristendom. Vi er også i en tid, hvor det var muligt for stærke kvinder at leve og kæmpe på lige fod med mænd. Disse kvinder blev kaldt skjoldmøer, og Estrid Ulvfare er skjoldmø, da vi møder hende første gang.
Her kommer hun sejlende på et skib lastet med mænd, våben og rigdomme. Estrid forlod sin landsby som almindelig bondekone, men vender nu tilbage som skjoldmø. Byens jarl var skyld i, at Estrid mistede sin mand og søn. Hun forlod landsbyen efter tragedien, og nu er hun tilbage for at tage hævn.
Historien springer hurtigt tilbage til et fortidsspor, så læseren forstår, hvorfor Estrid har taget så drastiske skridt. Vi bliver vidner til hendes kamp for overlevelse, et ulveoverfald, der vansirer hende og mødet med nye mennesker. Vi følger hende, da hun møder Sorte Thorsten, som bliver hendes rådgiver og giver hende støtte under træningen til at blive skjoldmø. Den nye tilværelse bringer hende vidt omkring, og hun deltager i drabelige vikingetogter, hvor der ingen nåde findes.
Tilbage til bogens nutid i landsbyen vinder hun hurtigt anseelse, men skal stadig ruste sig til at finde den helt rigtige måde og det helt rigtige tidspunkt at overvinde jarlen på. Imedens opnår hun stor respekt og anseelse både i landsbyen, men også i hendes trop, der bakker hendes lederskab op. Hun bliver hurtigt berygtet og hendes navn bliver kendt. “At have et navn man selv har tjent er ikke kun en stor ære. Det er et magtsymbol.”, fortæller en mand Estrid.
Om det lykkedes Estrid at få hævn, vil jeg her lade være usagt, men blot opfordre til, at du selv kaster dig over denne historie, om en stærk og handlekraftig kvinde.
Bogen er fuld af indtryk. Forfatteren beskriver vikingetiden i al sin pragt og barskhed. Man kan dufte bålene og mærke skindene. Man kan føle kulden trænge helt ind til knoglerne, og man kan væmmes ved de barske drab. Man kan se de store langhuse for sig og forestille sig dem fyldt med mænd og kvinder, der drikker øl og spiser stegt kød.
Man bliver rørt, og man forfærdes over Estrids oplevelser. Estrid-figuren er meget helstøbt. Hun er i den grad en badass kvinde, som skyer alle midler, men hun er også eftertænksom, og hun tænker meget over Vølvens tilbagevendende og kloge ord til hende: “Vølven havde sagt, at hun ville opnå magten, men ikke kunne holde på den. At hun ville finde kærligheden, men ikke kunne genkende den, at hun ville rejse vidt omkring, men længes hjem.”
Historiens vingesus rammer mig virkelig i denne roman, jeg tænker, at havde jeg været lidt mere badass, så skulle jeg nok have været arkæolog på jagt efter neandertalere og vikingeskatte 😀
“Estrid Ulvfare” er første bind i en trilogi, hvor forfatteren for nyligt offentliggjorde, at hun arbejder på nummer 2. Den er jeg meget spændt på.
Jeg lader Estrid får det sidste ord i denne anmeldelse: “Hun ville falde i kamp med Ravnekys i hånden så hun sikrede sig en plads i hallerne. Hun var skjoldmø, ikke bondekone.”
HyggeGeek 