
Reklame – Anmeldereksemplar
Titel: Den anden Bennet-søster
Forfatter: Janice Hadlow
Antal sider: 482
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Dreamlitt og Griffle (Anmeldereksemplar)
Vurdering: 5/5 stjerner
“Det er et trist faktum i livet, at hvis en ung kvinde er uheldig nok at komme til verden i trange kår, bør hun gøre alt, hvad hun kan, for at blive født smuk. At være fattig og smuk er uheldigt nok; at være fattig og ordinær er den hårdeste skæbne, man kan tænke sig.” (Citat)
“Den anden Bennet-søster” er en ny yndlingsbog! Jeg knuselsker den søde, romantiske og hjerteskærende roman om den unge kvinde Mary, der kæmper for sin egen lykke, men er underlagt familiens og datidens normer, og jeg elsker det smukke cover med gulddetaljer.
Bogen er et spin-off på Jane Austens klassiker “Stolthed og fordom”, og det er ikke blot en genfortælling af den gamle historie med en ny synsvinkel. Der er derimod tale om den mellemste søster Marys helt egen historie, og forfatteren Janice Hadlow har gjort den virkelig interessant og gribende.
Kender du “Stolthed og fordom” vil du nikke genkendende til den første del af bogen, og igennem bogen møder vi mange kendte karakterer: De elskelige og smukke søstre Jane og Elizabeth. De yngre og mere vilde søstre Kitty og Lydia. Den forfærdeligt overfladiske, ukærlige og ufrivilligt morsomme mor Mrs. Bennet og den stoiske Mr. Bennet, der kun viste datteren Elizabeth oprigtig interesse og opmærksomhed. Familiens venner Charlotte Lucas og den aparte præst Mr. Collins spiller en overraskende stor rolle i Marys fortælling. I Miss Bingley får Mary en forfærdelig plageånd. Sidst men ikke mindst kommer familien Gardiner til at få en altoverskyggende betydning for Mary.
Mary møder igennem bogen forskellige bejlere, der alle lærer Mary noget vigtigt, om den person hun ønsker at være. For Mary som for de fleste af datidens kvinder, var ægteskab en stor nødvendighed. Uden ægteskab endte kvinderne ofte i som fattige lærerinder eller guvernanter uden reel rolle i livet. Det er interessant at følge Marys kamp med at finde ud af, om hun skal følge forventninger, fornuft eller følelser.
Efter min mening tager historien for alvor fart, når vi kommer forbi den “kendte” historie og bevæger os ud i Janice Hadlows fortolkning af Marys skæbne. Læseren kommer helt ind under huden på Mary og ser hende blomstre op. Hun opnår en selvtillid og boglig dannelse, der ikke var normal for kvinder i datidens samfund, og hun gennemgår i det hele taget en fantastisk udvikling.
Bogen giver masser at tænke over ift. kvindens muligheder eller måske nærmere mangel på muligheder. I datiden var kvinden i mange henseender fuldstændig prisgivet og underlagt andres (vel)vilje. Det var absolut ikke velanset, at kvinden f.eks. gav udtryk for interesse i en af det modsatte køn, hun måtte pænt vente på, at manden tog initiativet.
Til bognørderne kan jeg oplyse, at “Den anden Bennet-søster” indeholder mange litterære referencer, og bøger er ofte omdrejningspunktet for Marys udvikling og møder med andre mennesker.
Kender du ikke “Stolthed og fordom”, så kast dig alligevel ud i Janice Hadlows fortælling. Den kan fint læses alligevel.
Bogen får min varmeste anbefaling og kommer hen i reolen med klassikere og bøger med smukke covers.
Note: Brevene på billedet er fra Barbara Hellers udgave af “Pride & Prejudice”.