
Reklame Anmeldereksemplar
Titel: Hvide elefanter
Forfatter: Jakob Brodersen
Antal sider: 248
Udgivelsesår: 2021
Forlag: Forlaget Brændpunkt
Vurdering: 3/5 stjerner
Tankevækkende og lærerig satire.
“Hvide elefanter” handler om en ikke så fjern fremtid, hvor klimaforandringer og vandstandsændringer truer med at ødelægge den jyske vestkyst.
Ingeniøren Alan Bang har derfor udviklet en soldrevet pumpe, som er en success og holder situationen under kontrol.
Alans forretningspartner drømmer om at tjene på den nye opfindelse og vil derfor gerne eksportere pumpen til Tyskland, da det ville give en stor indtjening og mulighed for at ekspandere.
Frem for ren profit drømmer Alan dog om at gøre verden og livets vilkår bedre, derfor forsøger han at bringe sin opfindelse til Afrikas udtørrede områder. Her håber han på at kunne skabe grønne oaser til gavn for både klimaet og de lokale.
Alan er dog oppe imod både personlige, økonomiske, teknologiske og kulturelle udfordringer. Lige meget hvorledes han kæmper, er det svært at få tingene til at lykkes, og det munder ud i et ret trist og demotiverende resultat.
Titlen “Hvide elefanter” refererer til fejlslagne projekter. Projekter. som f.eks. bliver for store i forhold til de faktiske behov. Projekter, som måske er baseret på en uanvendelig teknologi i det pågældende land. Det kunne også være projekter, som kuldsejler på at manglende indsigt i landets kultur og religion.
Denne problemstilling illustrerer Brodersen meget stærkt med sin roman. Jeg føler også, at han vil have os til at tænke over, hvad kultur og religion gør ved vesterlændinges mulighed for at opnå succes i andre kulturer, hvis primære fokus ikke er teknologi og videnskab.
Kan kultur og religion overvindes!? Skal det overvindes?
Bogen er fiktiv satire. Den er interessant, tankevækkende og for mig lærerig. Brodersen skriver med en stærk stemme, der virkelig fanger. Jeg vil anbefale bogen til dig, der er interesseret i udviklingsarbejde, kultur og religion og som godt kan lide at få noget at tænke over.
Tak for læseoplevelsen @broderzn
“Hvide elefanter” udkommer 16-09-2021