Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Langsomt lukker jeg døren
Forfatter: Linda Olsson
Antal sider: 253
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Aronsen
Vurdering:4/5 stjerner
Stille, tankevækkende og helt vidunderlig.
“Langsomt lukker jeg døren” er en finurlig lille sag, som er svær at slippe.
Ligesom i forfatterens bog “Astrid & Veronika” er omdrejningspunktet for fortællingen sorg.
Bogen handler om Helga, som har gennemgået en stor sorg. Hun er ved at arbejde sig ud af den, og på bogens første sider, starter hun et brev til sin mand Peter. Brevet skal være en slags farvel til et liv, der kunne have været. Hun fortæller bl.a., at hun har givet sit gamle hus til en person kaldet Wills.
Mellem teksterne til Peter, hører vi om, hvor Helga i er livet lige nu og de steder, hun besøger for at finde en afslutning på sorgen og for at finde en ny begyndelse.
Der er en tredje vigtig person i romanen, som er repræsenteret i form af en slags dagbog. Jeg skulle lige bruge lidt tid på at regne ud, hvem han er. Det er utroligt svært at afsløre ret meget mere om handlingen, da den næsten skal opleves og stykkes sammen af læseren selv. Jeg nød i hvert fald at lægge puslespillet.
“Langsomt lukker jeg døren” er ikke en selvhjælpsbog omkring sorgbearbejdelse, men det er en fin fortælling om, hvordan vi bearbejder sorg forskelligt. Jeg er stor tilhænger af Olssons både barske og nænsomme måde at beskrive sorg på, men jeg er endnu mere begejstret for den fine måde hun både i denne roman og i “Astrid & Veronika” lader læseren vide, at livet gerne må og kan gå videre, selvom man ikke tror på det den første tid.
Anbefales til dig, der er til smukke fortællinger med håb, men som godt må gøre lidt ondt.
HyggeGeek 