Nornernes løfte – En Estrid Ulvfare bog af Charlotte Mandrup Larsen

Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.

Titel: Nornernes løfte – En Estrid Ulvfare bog
Forfatter: Charlotte Mandrup Larsen
Antal sider: 265
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Mandrup
Vurdering: 4/5 stjerner

Rå og spændende.

Den stærke vikingekvinde Estrid lever i en verden, hvor den beskyttende hvidekristne gud er fraværende, hvor de nordiske guder regerer, og rendyrket vold hersker. Estrid selv er ikke bleg for at tage, hvad hun vil med magt.

I “Nornernes løfte”, den anden bog om Estrid Ulvfare, følger vi Estrid på hendes togter, hvor hun raner sølv og rigdomme og tager slaver med det formål at blive rig og magtfuld nok  til at udslette hendes ærkefjende Iver Sakse. Her hersker ingen nåde. Mænd bliver slagtet og landsbyer brændt ned.

I vikingernes verden kunne kvinderne være stærke, magtfulde og på lige fod med mænd. Estrid forlader mand og barn og drager ud med sin egen hær af mænd, der følger hendes mindste vink. Intet er dog ufarligt, der hersker masser af konspirationer, og angreb kan slå fejl. 

Det overgår derfor også Estrid at blive taget til fange hos den engelske konge Eadred, hvor rå kraft alene ikke længere kan redde Estrid. Tværtimod må hun kaste sig ud i det politiske spil for at få kongen over på sin side. Det er ikke nemt, og når Estrid er mest modløs tyr hun til bøn:

“Hjælp mig , Odin, alfader, hviskede hun. Se på mig med et venligt øje, og hjælp mig tilbage til friheden og alt det, jeg kender. Hjælp mig, du viseste af alle, og jeg vil kæmpe din kamp, til du henter mig hjem til Valhalla. … Jeg vil slås mod hvidekrist, jeg vil slagte enhver, der står i vejen for dig.” (Citat)

Hjemme venter Estrids mand og elsker Sorte Torsten og deres fælles datter utålmodigt på Estrids hjemkomst, og da Sorte Torsten finder ud af, at Estrid er taget til fange, opgiver han alt, svigter sit hverv som hirdleder for kong Gorm og tager ud for at finde Estrid.

Om Torsten finder Estrid og slipper hende fri, og om Estrid opnår sit forehavende med Iver Sakse, må du selv læse i “Nornernes løfte”.

Det er en vanvittigt spændende tid, Charlotte Mandrup skriver om, og hun formår at beskrive vikingetiden på en måde, hvor man som læser sidder midt blandt råbende vikinger og stanken af bål og mjød i en lille jysk landsby for over 1000 år siden. Vi fornemmer hvidekrists begyndende oprør mod de nordiske guder, og vi hepper på det stærke kvindekøn, som i mange århundreder efter vikingetiden har måttet kæmpe med undertrykkelse.

Jeg tror ikke, at vi har hørt det sidste til Estrid, og selvom Estrid tror, at hun styrer verden, så er nornerne bestemt ikke enige:

“Og nornerne lo sagte i deres hjem ved foden af Yggdrasil, det store træ. De lo over det overmod, der får mennesker til at tro, at de selv styrer deres skæbne. Men deres latter er for svag til menneskeører.” (Citat)

Min varmeste anbefaling til alle, der kan lide historier om kamp, kærlighed, vikinger og svundne tider.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s