
Reklame. Modtaget som anmeldereksemplar.
Titel: Maid
Forfattere: Stephanie Land
Antal sider: 316
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Forlaget Memoris
Vurdering: 3/5 stjerner
Virkelig interessant indblik i de lave indkomstgruppers tilværelse i USA.
I “Maid” med undertitlen “Hårdt arbejde, lav løn og en mors kamp for at overleve” følger vi Stephanie i hendes kamp for at give sig selv og datteren Mia et tåleligt liv.
Det viser sig at være en nærmest umenneskelig opgave.
De har kun råd til at bo helt forfærdelige steder, der gør Mia og Stephanie syge. Stephanie er tilmed nødt til at sende Mia syg i pasning, hvilket simpelthen skærer sådan i mit moderhjerte.
Kunne hun ikke bare bliver hjemme, tænker du?! Nej, intet fremmøde er lig ingen indkomst. Ingen indkomst betyder ingen mad og intet sted at bo.
Stephanie lever i forvejen mest af kaffe, således at Mia i det mindste kan blive mæt.
Problemet for Stephanie er, at lige meget hvor hårdt og hvor meget hun arbejder, så er der nærmest ingen udvej. Tjener hun flere penge, trækkes der i tilskuddet til boligen, og den lille familie er dermed dårligere stillet.
I “Maid” ender Stephanie og Mia et godt sted, men det er takket være Stephanies vid og ualmindeligt stærke vilje og arbejdsindsats.
Jeg var ret fanget af historien, der også giver et indblik i dele af den amerikanske velfærdsmodel. Bogen er blevet en stor succes, og der er skabt en Netflix-serie på baggrund af den.
Bogen anbefales til dig, der er interesseret i en selvbiografisk fortælling om forholdene for de lavest stillede indkomstgrupper i USA, men også til dig som er interesseret i stærke kvinder og moderskab.