”Hun trykkede sin håndflade mod Piges meget større hånd. Den samme slags blod løb under deres hud. Deres hjerter bankede ens. De var fælles om en eneste tanke: Vi er ikke alene.”
”Den sidste neandertaler” af Claire Cameron er svær slippe. Vi følger 2 kvinder adskilt af 40.000 år. Pige er neandertaler og Rosamond nutidsmenneske. Pige er oplært til at kæmpe for flokken, hvor alle har en bestemt rolle, indtil omstændighederne gør, at hun må stå alene. Rosamund derimod er et nulevende individ, der primært arbejder for egen vindings skyld, indtil moderskabet tvinger hende til at forandre sig.
Tilbage i min gymnasietid læste jeg “Bræen” af Johannes V. Jensen, der handler om Dreng (Sjovt, at dette generiske navnevalg går igen hos Claire Cameron). Han bryder med flokken og bliver et individ. Det var også i gymnasietiden, at jeg læste Jordens Børn af Jean M. Auel. Auels karakter Ayla er et stærkt individ og hun står i kontrast til den neandertalerflok, der samler hende op. Alle bøgerne leger med tanken om, hvornår man er individ og kan klare alt selv, og hvornår man er en del af en flok, hvor alle har en rolle, som skal sikre flokkens overlevelse. I flokken er der altid ”varme” og man er aldrig alene, hvilket står i skærende kontrast til nutidens individer, der ofte er ensomme og føler sig alene.
Cameron leger med tanken om, om neandertaler og menneskene har krydset klinger på et tidspunkt, hvilket er en fascinerende tanke, da flere nye studier viser, at neandertalerne i høj grad lignede mennesket.
Bogen er til tider barsk og væmmelig læsning, så det er ikke en feel-good roman, men den fanger, og den bliver hos dig efter endt læsning.
Jeg er kommet sent i gang med Lucinda Rileys serie: De syv søstre. Det betyder, at den ene bog i lang tid har afløst den næste. Nu er jeg færdig med “Perlesøsteren”, som er den sidste i serien lige nu.
HyggeGeek 