Vidunderlig sommerlæsning

“Sommer i Paris” er vidunderlig og stemningsfuld sommerlæsning.

Bogen handler om Grace og Audrey, der begge er på egen hånd i Paris. Grace er i 40’erne og lige blevet forladt af sin mand igennem 25 år. Audrey er 18 år og er stukket af fra en hård hverdag med en alkoholisk mor.

På trods af aldersforskellen finder de i hinanden en veninde for livet. De gennemlever igennem historien begge en udvikling, der gør dem stærkere og klogere på livet, kærligheden og familien.

Graces bedstemor Mimi og en gammel boghandel spiller også en central rolle i historien.

“En sommer i Paris” er en af de bøger, som får mig til at ønske, at det var en lille boghandel langt fra verdens larm til os alle. Hvem ville ikke elske at være et fremmed sted omringet af bøger og søde mennesker hele dagen.

For mig er det her eskapisme og feel-good, når det er bedst.

På biblioteket faldt jeg også over “Family for beginners” som er en ny roman af Sarah Morgan. Har I hørt om den?

Forelsket i Mr. Darcy?

Jeg har set “Darcy’s diary” af Amanda Grange flere steder gennem årene og har længe haft lyst til at læse den, da jeg elsker Jane Austen-universet. Her op til sommerferien fik jeg reserveret den på biblioteket, og den kom heldigvis hurtigt hjem, og den var også hurtigt læst.

Når man elsker en bog eller et univers som f.eks. Jane Austens, kan det være svært at slippe det igen, og man vil gerne have mere, også mere end der reelt findes. Her kommer fan fiction og bøger som “Darcy’s Diary” som en redning.

“Darcy’s Diary” er skrevet med udgangspunkt i Jane Austens “Stolthed & Fordom”, men her får læseren historien fra Mr. Darcy’s synsvinkel i form af lidt over et års dagbogsnotater om hans møde med Elizabeth og Bennet-familien.

Bogen repeterer “Stolthed & Fordom” og der er ikke så meget nyt under solen, men elsker du historien om Darcy og Elizabeth, vil du sikkert også kunne lide denne udgave.

Jeg fik i hvert fald helt lyst til at se tv-serien fra BBC igen, og heldigvis kan man lige nu streame den på DR-appen, så nu er der sikret underholdning til de næste aftener.

Hvilke bøger, film og serier vender du altid tilbage til?

Moderne kærlighedshistorie

Kærlighedskoden er en moderne kærlighedshistorie med dyre biler, vietnamesisk mad, hemmeligheder og en Asbergers-diagnose.

I efterordet til Kærlighedskoden skriver forfatter Helen Hoang, at hun længe havde drømt om at skrive en omvendt Pretty Woman historie og en Asberger-diagnose betød, at forfatteren fik en idé til et troværdigt plot.

Hovedpersonen Stella lider af Asbergers og har derfor problemer med sine sociale færdigheder og med at indgå i et forhold. Hun hyrer derfor escorten Michael til at lære hende, hvordan man bliver en god kæreste. Michael har sine egne problemer og deraf grunde til at være escort. Stella og Michael forelsker sig hurtigt på den søde og helt overvældende måde, men de skjuler det for hinanden, da de har et professionelt forhold baseret på en økonomisk aftale.

Kærlighedskoden er en sød og letlæselig historie med masser af forviklinger, fortielser og familiekærlighed. Asbergers-historien giver en rigtigt interessant dimension til fortællingen. Jeg må dog indrømme, at den ikke rigtigt kom ind under huden på mig. Jeg synes hovedpersonerne var alt for perfekte, og så var der lidt for meget explicit lagengymnastik til min smag.

Jeg er dog sikker på, at Kærligkoden rammer plet hos mange læsere, da den har alt det indhold, som en god kærlighedsroman kræver, så vær ikke bange for at kaste dig ud i den.

Sød og sjov chick-lit

McFarlane rører mit hjerte og mine lattermuskler med fortællingen om en historiker, der elsker Harlequin-romaner og møder kærligheden i form af sin gamle plageånd fra skolen.

Siden Anna gik ud af skolen har hun ændret sig meget, så meget at James ikke kan genkende hende til skolejubilæet. Hellere ikke senere, da Anna og James bliver tvunget til at arbejde sammen, går det op for James, hvem Anna er.

En skeptisk Anna bliver mere og mere glad for James, men kan han have ændret sig? Kan Annas værste plageånd virkelig have ændret sig så meget?

McFarlane har (igen!) begået en vildt sjov og rørende fortælling, om mennesker, der på trods af modgang bliver hele mennesker og finder kærligheden. Det kunne være meget sukkersødt, men hun skriver med både humor, bid og ironi, så historien får hele tiden kant.

Glæd jer f.eks. til Annas hylemorsomme date Neil, der må være tæt på at være “daten fra helvede”.

Er du til chicklit og feel-good, så er McFarlane et must.

Hvilken af hendes romaner er din yndlings?

Historisk kærlighedsroman

Klassisk historisk kærlighedsroman, der foregår i 1800-tallets England.

Du møder skønne møer og flotte hertuger, der leger katten efter musen eller noget i den retning🤪

Nej, spøg til side! Jeg har altid elsket genren, især da jeg var yngre, men de her romaner kan stadig noget. De er det skønneste tidsfordriv. Alt ender godt og hverdagens nogle gange hårde realisme er pakket helt væk. “Den ugifte hertug” er første bog i en længere serie af kærlighedsromaner skrevet af romanceforfatteren Julia Quinn. Ligesom Lisa Kleypas skriver hun serier, hvor det samme persongalleri optræder igennem alle bøger, hvilket giver en skøn følelse af genkendelse.

Bogen handler om en af de midterste døtre i Bridgerton-familien ved navn Daphne. Hun er endnu ugift, så familien leder efter en passende ægtemand til hende. Mere af nød end af lyst falder valget på den svært plagede hertug Simon Basset.

Det unge par skal naturligvis gå meget ondt igennem før alt måske/måske ikke ender lykkeligt. Min mund er lukket med syv segl.

Jeg kan læse, at Netflix har filmatiseret serien. Jeg glæder mig virkelig til at se, om kærlighedshistorien, de sjove dialoger og den lidt “falde på halen”-agtige komedie fungerer lige så godt på film.

Hvad tror I?

Boglykke

Lykke er en forunderlig størrelse. Lykken kan man både finde i de store ting og i de små ting.

Den anden dag faldt jeg helt tilfældigt over hele Emma Hambergs serie om Tessan og Rosengädda. Der blev jeg ramt af en varm lykkefølelse, for jeg elsker de bøger!

Jeg har læst de første 3 som biblioteksbøger og blev først for nylig opmærksom på, at der findes en firer! Hvor heldigt er det lige! Det er en af de serier, som jeg håber aldrig vil stoppe.

Jeg læser mange feel-good romaner, som jeg holder af og giver gode anbefalinger, men personerne i de forskellige romaner kan godt flyde lidt sammen.

Det sker ikke med Emma Hambergs skøre, skæve og elskelige persongalleri. Bøgerne er sjove, alvorlige og rørende, som læser griner og græder man med bogens personer, og man glemmer dem ikke.

Nu er spørgsmålet bare, om jeg skal starte forfra og nyde hele universet forfra eller om jeg bare skal skynde mig at få slutningen med?!

Vil du med til England og Italien?

“Sea of Lost Love” af Santa Montefiore købte jeg i den hedengangne Arnold Busck på Strøget i Århus. Hold nu op – den boghandel mangler!
Bogen foregår i 1958 og handler om den unge kvinde Celestria. Hun tilbringer sommeren sammen med sin familie på onklens landsted i Cornwall. Det er meningen, at sommeren skal byde på sol, frihed, fester og måske en forelskelse. Faderens pludselige forsvinden og mulige selvmord sætter dog en stopper for den gode stemning. Celestria er fast besluttet på at opklare, hvad der er sket med faderen, og det sender hende til det sydlige Italien. Her finder hun nye venner, hun finder måske kærligheden og måske finder hun også sandheden om faderens forsvinden. Det vil jeg lade være usagt. “Sea of Lost Love” er min anden bog af Santa Montefiore. Der er igen tale om en stille og rolig historie i den romantiske, historiske genre med et tvist af mystik. Denne gang har jeg læst på engelsk, og bogen er fuld af fint billedsprog, som får læseren til at trække på smilebåndet. En skøn fortælling af en forfatter, der formår at tage læseren med til både engelske Cornwall og italienske Puglia, så man både føler, dufter og ser stederne for sig. 

Hemmeligheder fra fortiden

Jeg vandt ”Sommerens Hemmeligheder” af Nikola Scott hos #forlagetturbulenz for et stykke tid siden. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men bogens forside og teaser ”For alle som elsker Lucinda Riley” gjorde, at jeg satte mine forventninger højt, og de blev virkelig indfriet.

Bogen foregår i 2 spor. Fortidssporet foregår i starten af 2. verdenskrig og handler om sekstenårige Madeline, som lever på godset Summerhill med sin storesøster og godsets personale. Pigerne har mistet deres forældre. Især faderens voldsomme død har sat sit præg på pigerne.

Nutidssporet handler om den unge fotograf Chloe, som er nygift og gravid. Chloe bliver sendt på en fotoopgave på Summerhill. Chloe er spændt på at møde Madeline, der har illustreret en bog, som har en helt speciel betydning for Chloe. I udgangspunktet kender de ikke hinanden, men de fatter hurtigt sympati for hinanden, og på en måde er der tale om 2 sårede sjæle som finder en ligesindet.

Kapitlerne veksler imellem fortid og nutid, og på den måde får vi løbende indsigt i både Madelines og Chloes liv indtil nu. I starten udvikler historien sig stille og roligt, men på vej mod historiens klimaks bliver kapitlerne kortere og kortere, og som læser holder man vejret i spænding og vender siderne hurtigere og hurtigere.

Jeg blev virkelig fanget af historiens stemning, det engelske landskab, hemmelighederne og overraskelserne. Et par gange undervejs tog fortællingen en drejning, jeg ikke havde set komme.

Forfatteren skriver i efterordet, at hun har ønsket at skrive en historie om kærlighed. Både den dybe romantiske kærlighed og den mørkere besiddende kærlighed, der kan munde ud i besiddertrang og resultere i vold. Det synes jeg, hun har opnået.

Du skal helt klart læse denne bog, hvis du elsker bøger af Lucinda Riley og Santa Montefiore. Den er fuld af romantik, familie, historie, mystik og så har den et tvist af spænding.

Har I læst denne her eller Scotts første roman ”Min mors hemmeligheder”?

Tilbage til Black Rabbit Hall

“Tilbage til Black Rabbit Hall” har et par år på bagen, men det gør den ikke mindre god. I dens opbygning minder den lidt om Lucinda Rileys bøger, så hvis du er fan af hendes forfatterskab, har du din næste bog her! Den emmer af hemmeligheder, stærke familiebånd, tragedier og hjertesorger.

Den handler om den unge kvinde Lorna, der sammen med sin forlovede kører Cornwall tynd for at finde en helt bestemt lokation til deres bryllup. Lorna husker at have besøgt et gammelt landsted sammen med sin mor. De besøgte det flere gange igennem Lornas barndom, og nu er hun draget af at finde tilbage.

Parret finder langt om længe landstedet, og Lorna møder stedets beboere, men noget virker uldent. Suspense! Lorna bliver inviteret tilbage til Black Rabbit Hall, så hun kan beslutte sig for, om stedet er den rette lokation til brylluppet og under det nye besøg optrævles en masse hemmeligheder, og Lornas fortid i små bidder og på helt uventede måder.

Historien fortælles i 2 spor, et fortidsspor, hvor vi hører om den forfærdelige tragedie, der er overgået Familien Alton, Black Rabbit Halls tidligere beboere, samt et nutidsspor, der handler om Lornas forsøg på at afdække, hvor hun passer ind i Black Rabbit Halls historie.

Jeg blev virkelig fanget af historiens mange hemmeligheder, romantikken, familiebåndene, beskrivelserne af det gamle landsted og snerten af uhygge. Bogen har længe stået på min TBR, og jeg er begejstret over, hvor god den er, og hvor godt den levede op til forventningerne.

Skræmmende læsning

For nogle måneder siden var ”My dark Vanessa” af Kate Elizabeth Russel meget omtalt af amerikanske bloggere, og da jeg læste deres omtaler var jeg sikker, at jeg skulle læse den, så jeg fandt den hurtigt som engelsk e-bog. Inden jeg nåede at komme i gang med den, opdagede jeg, at @saxonyt og @lindhardtogringhof søgte testlæsere til den danske udgave. Det meldte jeg mig til og var en af de heldige udvalgte. Tak for det😊 ”Min mørke Vanessa”, som bogen hedder på dansk, er virkelig svær at sætte ord på. Den skal læses! Det er vigtig litteratur!

Bogen handler om 15-årige Vanessa. Hun indleder et forhold til sin næsten 30 år ældre underviser Mr. Strane. Vanessa opfatter i mange år forholdet som et kærlighedsforhold – faktisk er Jacob hendes første kærlighed. Først mange år senere, da Mr. Strane bliver anklaget for et overgreb mod en anden elev, begynder Vanessa at stille spørgsmålstegn ved, om hun har taget fejl. Har der været tale om misbrug fra Mr. Stranes side? Og har der været tale om et enormt svigt fra skolens side? Og hvad med forældrene? Vanessa hænger de næste mange (!) år fast i fortiden. Hun er på en måde ødelagt og kan ikke give slip på Mr. Strane. Det resulterer i, at hun lader sig udnytte af mænd, har et højt alkoholforbrug og ingen retning i livet. Spørgsmålet er, om Vanessa til sidst formår at slutte fred med fortiden og sig selv

Jeg blev fascineret af, at intet i denne fortælling er 100% sort/hvidt. Både offer og gerningsmand er mennesker. Vi bliver i tvivl om, hvad der foregår, selvom vi er vidner til misbrug og svigt at højeste karakter.

Kate Elizabeth Russel dedikerer ”Min mørke Vanessa” den virkelige verdens Vanessa’er, som ingen hører, tager alvorligt eller forstår. Læser du bogen, har du taget det første skridt!