
Titel: Mit hus – Den dag freden forsvandt
Forfattere: Anna Margrethe Kjærgaard og Kirsten Kjærgaard
Illustrationer: Anna Margrethe Kjærgaard
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Jensen & Dalgaard
Overraskende fin billedbog.
“Mit hus” er fortællingen om en lille pige, som voksede op på Bornholm.
De blev ligesom andre danske landsdele påvirket af 2. verdenskrig. Der var rationering, luftalarmer og man kunne ikke omgås tyskere, selvom de var tidligere venner.
Da krigen ophører i resten af Danmark udsættes Bornholm for angreb fra Rusland, og øen fyldes med usikkerhed og rædsel, indtil russerne trækker sig tilbage.
Man lærer så længe, man lever! Jeg kendte ikke til historien om Bornholm, så jeg er rigtigt glad for, at jeg fik fat i den her fine billedbog.
De mørke blyantstegninger er meget udtryksfulde og skaber en mørk stemning, Jeg elsker detaljen med den gennemgående røde kjole.
Jeg læste bogen med min datter på 10, hvor vi skiftes til at læse en side. Bogen er ikke for de allermindste, men lidt større børn og forældre kan få en god stund med at snakke om de detaljerede tegninger, og krigens konsekvenser for store og små.