HyggeGeek

Jordens salt af Janine Cummins

december 30, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

Skal du kun læse én bog hen over julen og nytåret, så skal det næsten være ”Jordens Salt” af Jeanine Cummins.

En mere intens, spændende, hjerteskærende og tankevækkende roman skal du lede længe efter!

Mexicanske Lydia ejer en boghandel og en dag kommer en charmerende og belæst mand ind og køber 2 af Lydias yndlingsbøger. Lydia og Javier opbygger hurtigt et solidt og nært venskab. Hvad Lydia ikke ved er, at Javier leder et narkokartel, og Lydias mand, der er journalist, er i gang med at skrive en artikel om Javier. Det er ikke ufarligt at være journalist og skrive om narkokartellerne i Mexico, og det ender med, at Javier får dræbt hele Lydias familie. Kun hende selv og sønnen Luca undslipper et forfærdeligt attentat.

De næste mere end 400 sider omhandler Lydia og Lucas flugt til det forjættede USA. De er pludselig blevet immigranter uden sikkert sted at være i Mexico. Vi følger dem på deres lange og farefulde rejse med La Bestia (Dødens tog) mod USA. Der lurer farer overalt, både når de skal hoppe på og af toge i fart, men også i form af andre immigranter og grænsekontrollanter, som bestemt ikke vil immigranterne det godt.

Bogen handler om sorg, flugt, livsvilje og medmenneskelighed. Vi lever i det forholdsvis trygge Danmark, og kan nogle gange have svært ved at forstå, hvad det vil sige at være immigrant og intet sikkerhedsnet have. Denne bog illustrerer så fint, hvor godt vi har det, og hvor skræmmende og trøstesløst det er at være immigrant.

Jeg kan læse mig til, at bogen har affødt en del kontroverser. Jeg vil kun forholde mig til, at det er en fantastisk og helt uforglemmelig fortælling.

Cilkas rejse

december 1, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

”Cilkas rejse” af Heather Morris er efterfølgeren til ”Tatovøren fra Auschwitz”, som er en sand historie baseret på jøden Lale Sokolovs oplevelser i Auschwitz. Lale omtaler Cilka, en ung jødisk kvinde, som ”det tapreste menneske, han nogensinde har mødt”. Det har inspireret Heather Morris til at dykke ned i Cilkas livshistorie.

Oplægget har været løsere, da Cilka ikke er iblandt os længere, og Heather Morris har kunnet fortolke friere på Cilkas historie end Lales. Det giver historien mere dybde og styrke.

”Cilkas rejse” starter, da hun bliver befriet fra koncentrationslejren og overført til en fangelejr nord for Polarcirklen. Hendes forbrydelse er, at hun solgte sin krop til en nazistisk kommandant mod ikke selv at ende i gaskammeret. Cilka var 16, da hun ankom til Auschwitz, da hun ankommer til Sibirien, er hun 21. Hun er idømt 18 års fangenskab.

Fangerne i lejren sættes på hårdt arbejde i umenneskelig kulde uden ordentlig mad og ordentlig bolig. De lever i daglig angst, de får tæsk, de bliver voldtaget, og de arbejder alle døgnets vågne timer.

Cilka kan mange sprog, er lærenem og ikke bange for noget, så hun kan bruges i lejrens hospital, hvor hun varetager forskellige funktioner. Hun får bedre forhold, og hun skal ikke arbejde ude i kulden hver dag. Hun får også mere mad, som hun kan dele med sine medfanger. De fleste ville knække under presset, men Cilka holder sig i live, og hun møder glimt af lykke, alt imedens hun må leve med skammen over, hvad hun gjorde i koncentrationslejren og med sorgen over at have mistet sin familie til gaskamrene.

Det er en fuldstændigt opslugende og hjerteskærende historie! Den er så barsk, så sørgelig og så skræmmende. Alligevel viser den glimt af lykke og en kvindes fantastiske livsvilje. Det er meget rørende, da Cilka opnår at: ”at ønske at leve og ikke kun holde sig i live.”

Heather Morris har skabt en fantastisk historie og i bogens ”efterskrift” lader hun os få indblik i de faktiske oplysninger, hun har samlet om Cilkas liv. Det fuldender historien på en rigtigt god måde. Det var med vemod, at jeg vendte de sidste sider, og jeg har endnu ikke helt sluppet historien om Cilka.

Pletfri af Peter Qvist

november 23, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

Reklame. Anmeldereksemplar.

Tak til @peterqvist7 og @forlagetbraendpunkt for en tankevækkende bog.

”Pletfri” er en forholdsvis kort og letlæst bog, som hele vejen igennem holdt min interesse fanget.

Den handler primært om 77-årige Knud og den yngre Birger. Knud har for nylig mistet sin hustru og forsøger at vænne sig til sin nye tilværelse. Børn og børnebørn har deres eget travle liv, og de glemmer lidt Knud. Især datteren frustreres over hans begyndende forfald og glemsomhed. Knud stifter bekendtskab med Birger, som også kæmper lidt med livet. Han er ordblind og har ikke klaret sig så godt i skolen, hvilket betyder, at hans selvtillid har fået en del knæk. Birger lever mere og mere af lyssky forretninger og mindre og mindre af hans ”officielle” håndværkerarbejde. De mødes, fordi Birger har begået indbrud hos Knud, og Birger udnytter Knuds forvirring til at komme tættere på ham bl.a. i forsøget på at lære nabolaget at kende, så han kan hente flere tyvekoster.

Til historien støder bl.a. også en åndemaner, en rocker, en hundeejer og en hjemmesygeplejerske, der alle får en betydning for historiens udfald. På den ene side opstår der umage og overraskende varme venskaber, hvor man umiddelbart slet ikke havde forventet det. På den anden side opildnes der med kulde og manglende empati til selvtægt.

Midt i det hele berøres store emner som alderdom og aktiv dødshjælp på en måde, som får dig til at genoverveje dine holdninger om rigtigt og forkert. Kan man overhovedet sige, at noget er grundlæggende rigtigt eller forkert?

Historien berører store og sårbare emner som etik, retfærdighed og selvtægt, og selvom man tror, at man har en holdning, inden man læser denne bog, kan der godt være lavet om på den, når bogen er læst.

Til sidst skal det nævnes at plottet er rigtigt godt skuet sammen. Ind i imellem føler man sig næsten vidne til en krimi med noget dybere på hjertet.

Et sted kaldet frihed

november 23, 2020november 23, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

Reklame. Anmeldereksemplar.

Tak for den stærke fortælling @katjafortuin

”Følelsen af at være forkert fylder stadig alt i mit sind. For at kunne retfærdiggøre min egen eksistens har jeg behov for at få opmærksomhed og accept af en voksen, der skal bekræfte, at jeg er værd at elske og har lov at være her.”

Katja Fortuin har skrevet en meget gribende og personlig beretning om Maria, der vokser op i 70’erne. Maria bor sammen med sin søster hos moren, som har meget travlt, og pigerne er for det meste overladt til sig selv.

På et tidspunkt flytter den lille familie i kollektiv, hvilket er meget svært for Maria, der føler sig meget forkert. Kollektivets værdier står i stærk kontrast til den følsomme Marias sind, og hun ender ofte med at flygte ind i farmorens søde kærlighedsromaner.

Følelsen af at være anderledes kommer til at følge Maria i mange år, og hun har svært ved at falde til i skolen. Moren føler, at Maria svigter og smider hende ud af hjemmet, hvilket betyder, at Maria en overgang må leve på gaden.

Maria oplever desværre flere overgreb, og hun bliver tidligt mor. Hun går i mange år ind og ud af voldelige forhold med dominerende mænd, indtil hun en dag ser ”lyset”, erkender sit eget værd og finder friheden.

Nogle gange må man spørge sig selv, hvor meget modgang ét menneske kan klare! Ret meget, må jeg sige, når man kigger på Marias historie. Katja Fortuin har skrevet en barsk, rørende og personlig historie, hvor man nogle gange sidder på kanten af stolen i nervøsitet for hovedpersonens ve og vel.

Historiens styrke ligger i, at man kan mærke, at Katja ved, hvad hun skriver om. Hun kender til det hårde liv, det manglende selvværd og skuffelserne.

Jeg kan varmt anbefale bogen til kvinder i alle aldre, for vi har alle brug for at blive mindet om at finde vores egen styrke og vores eget værd, der ikke skal være baseret på andres accept og anerkendelse eller mangel på samme.

Til sidst vil jeg nævne, at Katja Fortuin lader os få indblik i hendes ungdoms søde kærlighedsromaner. Hun har nemlig skrevet en dramatisk historie a la Succesromanen som løber parallelt med Marias barske historie, hvilket er en sjov idé.
🌹

Livstråde af Emese Jehrbo

november 15, 2020februar 14, 2021hyggegeekSkriv en kommentar

Mange tak for anmeldereksemplaret @mellemgaard_forlaget

”Tænk på livet som en flod, på hvilken der driver blomster om foråret og isflager om vinteren… Men vi ved også efter vinteren kommer foråret igen…”.

Jeg ville ønske, at I kunne fornemme den stilhed, jeg sidder i, nu hvor jeg skal tage hul på anmeldelsen af Emese Jehrbos ”Livstråde”. Det er svært at finde ord, der helt dækker det store og fine værk som Emese har begået.

Der er tale om en historisk roman, som følger Emeses familie fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1960’erne. Det er en livsskildring, så der er ikke noget plot. Det er ikke noget hastværk. Skildringerne tager tid, og det virker på ingen måde forkert.

Kender I det? At der findes langsomme bøger? Langsomme bøger er ikke kedelige. Langsomme bøger er ikke dårlige. Langsomme bøger kræver tid og opmærksomhed, fordi de har en stor detaljerigdom. Sådan en bog er ”Livstråde”.

Den minder mig om alt fra “Matador” og ”Krøniken” til “Downton Abbey”, som også er lange fortællinger, hvor man følger generationer af familier igennem glæde, sorg, fødsler, død, krige, gode tider og dårlige tider.

Emese beskriver arkitektur, kultur, byer, samfund, middage, familie og familiebånd med en viden, detaljerigdom og kærlighed, som er helt fantastisk.

Både 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og den ungarske revolution i 1956 kommer under pennen. Revolutionen blev starten til et nyt liv for Emeses hårdtprøvede nærmeste familie, som flygtede til Danmark efter mange års umenneskelige vilkår og oplevelser.

Jeg føler mig rørt og taknemmelig over at have læst ”Livstråde”, og den kan anbefales til alle, som elsker detaljerige familiesagaer, der inddrager samtiden og de politiske omgivelser. Den ville være helt perfekt til en lang juleferie med tid til fordybelse.

Emese skriver:. ”At leve er en færdighed, man må lære sig hele livet igennem.”, og hun har så ret❤️

Familien Bridgerton #3

november 11, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

Det her er ren Askepot! Så jeg er lidt farvet. Det er nemlig mit yndlingseventyr.

Tredje del af Julia Quinns serie om Familien Bridgerton hedder ”En fortryllende hemmelighed”, og denne historie er virkelig fortryllende sød.

Bogen er en del af en serie på 8 bøger, hvoraf 3 nu er udkommet på dansk. Nummer 4 udgives til december.

Vi har tidligere fulgt Daphne og Anthony Bridgerton. Nu er turen kommet til Benedict, som er nummer 2 i rækken af Bridgerton-børn.

Benedict møder til et maskebal en ukendt skønhed, der ligesom Askepot stikker af i ly af natten. Benedict er overbevist om, at hun er kvinden i hans liv, og han leder efter hende i årevis.

Sophie, som kvinden hedder, er uægte datter af en jarl, og hun lever efter faderens død på stedmorens nåde. Sophie havde ikke fået lov til at deltage i maskeballet, hun bliver derfor smidt på porten og rejser bort.

Nogle år senere redder Benedict hende fra en mulig voldtægt. Han kan dog ikke kende hende uden masken, så han opdager ikke, at han har fundet sin mystiske kvinde, der nu arbejder som tjenestepige. Han føler sig dog lige så draget af Sophie som af kvinden fra maskeballet.

De udvikler igen varme følelser for hinanden, men Sophies status som tjenestepige, betyder at Benedict ikke kan tilbyde Sophie ægteskab. Sophie har haft en forfærdelig opvækst som uægte datter, og det vil hun ikke byde et muligt barn og kan ikke tage imod Benedicts tilbud om at blive hans elskerinde. På grund af fortielser og forviklinger ser situationen derfor lidt sort ud.

Om Sophie får sin Benedict, ligesom Askepot fik sin prins, må du hellere selv læse dig frem til.

Jeg elsker den her sentimentale, banale og lidt sukkersøde genre, som Julia Quinn mestrer til perfektion. Hun skriver med hjerte, sødme og humor. Dialogerne er fulde af følelse, men også af ironi og drillerier.

Jeg glæder mig vildt meget til bøgerne lanceres som serie på Netflix den 25. december. Jeg kan slet ikke vente med at se, om historierne fungerer på ”lærredet”.

Der bliver allerede ”teaset” lidt for Bridgerton 4 i løbet af denne historie, og jeg glæder mig i den grad til at læse om Colin og Penelope, der står for skud næste gang.
🖤

Stenens tid af Johan Ottosen

november 5, 2020februar 14, 2021hyggegeekSkriv en kommentar

Reklame. Tusind tak for anmeldereksemplaret @johanottosen og @bukefalospublishing.

Jeg har set ”Stenens tid” blive beskrevet som en manderoman. Jeg ved ikke, om man kan tillade sig at sige, at der findes kønsbestemt litteratur, men der er bestemt langt fra mine sædvanlige feel-good-romaner og lyserøde covers til Johan Ottosens hæsblæsende spændingsroman.

”Stenens tid” er første del af en trilogi, hvor anden del ”Apokalypsens engle” også er udkommet. Tredje del ”Antikaos” udkommer til marts 2021.

Bogen byder på et højt tempo og en nærmest filmisk opbygning med korte kapitler, der springer i sted og mellem personerne i det store persongalleri, der alle er vigtige for historiens plot. Læseren keder sig aldrig. Det er der simpelthen ikke tid til. Der sker hele tiden ting i historien, som er vigtige for det større plot.

Det er svært at forklare, hvad romanen handler om uden af afsløre for meget, men kort fortalt handler bogen om journalisten Kurt, der kommer i besiddelse af nogle informationer, som kan påvirke både Danmark og kongefamilien på en altødelæggende måde. Der er super mange tråde at samle, og Johan inkorporerer konspirationsteorier, religionsviden, atomteknologi og en masse andre emner på en meget troværdig måde.

Handlingen foregår bl.a. i Grønland, København og min hjemby Århus, hvor opdagelser i ”Vor Frue Kirke” spiller en væsentlig rolle for historien. Det elsker mit Århus-hjerte.

Er du til genren, er der masser af spænding, eksplosioner, mystik, død, uhygge og barske grafiske beskrivelser at hente, og man kan sagtens se, hvorfor Johan sammenlignes med Dan Brown.

Der er i mine øjne tale om en rigtigt god spændingsroman, og Johan afslutter i den grad “Stenens tid” med en cliffhanger, som lægger op til nye spændende læseoplevelser i ”Apokalypsens engle”.

Køber du genudgivelsen er du med til at støtte “Støt brysterne”.

Dansende biler

oktober 25, 2020februar 14, 2021hyggegeekSkriv en kommentar

Tusind tak til @forlagetintegration for anmeldereksemplaret.

”Flodbølgen vugger dem i sin våde favn. Det ser faktisk ud, som om bilerne danser med hinanden.”

Da Camilla spurgte, om jeg ville læse hendes bog ”Dansende biler”, var jeg ikke i tvivl. Det ville jeg gerne. Se lige hvor fin den er! Og indholdet ditto.

”Dansende biler” handler om Japan, hvor Camilla har boet i flere perioder af sit liv. Allerede i 1998 som 17-årig var hun på udveksling i det store og fremmede Japan. Siden har hun bl.a. boet i Japan i forbindelse med udarbejdelsen af sin ph.d. omkring atomindustrien og i forbindelse med adskillige rejser.

Bogen er fuld af personlige anekdoter om Japan og om at begå sig i en helt anden kultur. Camilla har en kæmpe viden og er en fantastisk fortæller, så det er spændende læsning både for læseheste, rejselystne og f.eks. forretningsfolk, der har brug for professionel interkulturel viden om Japan.

Som læser er man både med på Camillas succeser og mindre heldige oplevelser. Det er spændende og fascinerede at følge hendes kampe og vilje til at klare enhver udfordring. You go girl! Processen med ph.d.-afhandlingen bliver f.eks. en noget hårdere proces end forventet, og kun fordi Camilla alligevel klør på ender hun med at forstå, at i Japan er ”en god chef en streng chef”.

Det udvalgte citat stammer fra en af de personer, der optræder i bogen. Det handler om, hvordan han oplever verden efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami, der rammer Japan i 2011. Naturkatastroferne var skyld i Fukishima-atomulykken, der har haft store konsekvenser for Japan. Atomkraft fylder meget i hendes beretning, men jeg må sige, at det er utroligt interessant beskrevet, især fordi Camilla udforsker mange forskellige japaneres holdning til det kontroversielle emne.

Bogen indeholder desuden masser af beskrivelser af japanske hjem, familier og mad, hvilket altid vinder mit hjerte.

Varmeste anbefaling herfra.

Vinterbryllup af Sarah Morgan

oktober 14, 2020hyggegeekSkriv en kommentar

Reklame. Tak til @harpercollinsnordicdk for anmeldereksemplaret og tak til @sarahmorganwrites for en rigtig dejlig bog.

”Man kan ikke undgå livet og det skal man heller ikke.”

Med ”Vinterbryllup” har Sarah Morgan begået en romantisk, sjov og julet roman med et anstrøg af alvor, der i både tema og opbygning minder meget om hendes tidligere roman på dansk ”Sommer i Paris”.

I romanen følger vi familien Whites tre kvindelige medlemmer Maggie, Katie og Rosie. Bogen skifter for hvert kapitel fortællevinkel, så læseren lærer alle 3 kvinders følelser og livssituation at kende.

Historien starter med, at familiens yngste og mest beskyttede medlem Rosie offentliggør, at hun skal giftes og holde julebryllup i Aspen langt fra familiens traditioner hjemme i England. Hele familien inviteres med, men både mor Maggie og storesøster Katie har store betænkeligheder ved brylluppet, og de er bange for, at Rosie gør noget overilet.

Alle familiens kvinder gennemgår i romanen en følelsesmæssig udvikling, der gør dem stærkere og i forløbet bliver der gjort op med gamle følelser og handlemønstre, hvilket gør dem i stand til at se hinanden i et nyt lys. Kvinderne har deres hemmeligheder, og de kommer frem i lyset Aspens smukke snelandskab.

I løbet af fortællingen får gamle romancer nyt liv og nye forelskelser opstår.

Der er tale om en rigtigt sød historie, som opfordrer til, at man vover lidt for lykkens skyld, at man kaster sig ud livet og tager nogle chancer med den risiko, som det måtte indebære. Den trygge feel-good stemning ødelægges dog aldrig, og det er en skøn bog at kaste sig ud i.

Jule- og vinterstemningen er med til at gøre bogen til fuldendt hyggelæsning, som virkelig indbyder til varme drikke, tæpper og ild i pejsen.

Eventyrlige rejseberetninger

oktober 7, 2020februar 14, 2021hyggegeekSkriv en kommentar

Tak til @tomashemmer og @mellemgaard_forlaget for anmeldereksemplaret.

”At rejse er at leve.” Citatet kender vi fra H. C. Andersen, men Tomas Hemmer har med ”Eventyrlige rejseberetninger” næsten gjort det til sit eget.

Bogen er en blanding af Tomas’ egne rejseoplevelser, rejsetips og dagbogsnotater kombineret med små fiktive afsnit om de mennesker, han møder på sin vej. Afsnittene er forsynet med nogle rigtigt fine illustrationer samt billeder fra de forskellige rejser.

Tomas har været på alle mulige slags rejser både de rolige med familien og de mere udfordrende med vennerne, men én ting er sikkert, den står altid på oplevelser og rigtigt mange af dem, når han rejser.

Som læsere bliver vi bl.a. indviet i Tomas tur til toppen af Kilimanjaro, til New Zealands vilde natur, og til Canada og Hawaii, hvor han tilbringer 9 uger sammen med familien.

To af Tomas rejsetips lyder på dagbogsskrivning og fotografering. Begge dele nyder læseren godt af i hans bog.

Indrømmet, så er jeg ikke den store globetrotter, men jeg begejstres sammen med Tomas, når jeg læser de spændende og brændende fortællinger fra hans ”tour de verden”, og jeg er sikker på, at rejselystne læsere både kan genkende oplevelser og inspireres til nye.

Kapitlerne udgør på en måde små essays, der ofte springer i tid, og hver gang byder på en ny historie. Det gør, at jeg nogle gange savner ”den røde tråd”, men jeg tror faktisk ikke, det er Tomas intension, at det skal være en kronologisk og sammenhængende historie.

Der er utvivlsomt stof i Tomas’ rejseliv til en spændende rejseblog, en inspirerende Instragram-konto eller måske en ny bog, for rejser skal også fylde Tomas og familiens liv de næste mange år. Han drømmer sig nemlig allerede væk til nye destinationer.

Spændende læsning for de rejselystne!