HyggeGeek

Lykke er en forunderlig størrelse. Lykken kan man både finde i de store ting og i de små ting.

Den anden dag faldt jeg helt tilfældigt over hele Emma Hambergs serie om Tessan og Rosengädda. Der blev jeg ramt af en varm lykkefølelse, for jeg elsker de bøger!

Jeg har læst de første 3 som biblioteksbøger og blev først for nylig opmærksom på, at der findes en firer! Hvor heldigt er det lige! Det er en af de serier, som jeg håber aldrig vil stoppe.

Jeg læser mange feel-good romaner, som jeg holder af og giver gode anbefalinger, men personerne i de forskellige romaner kan godt flyde lidt sammen.

Det sker ikke med Emma Hambergs skøre, skæve og elskelige persongalleri. Bøgerne er sjove, alvorlige og rørende, som læser griner og græder man med bogens personer, og man glemmer dem ikke.

Nu er spørgsmålet bare, om jeg skal starte forfra og nyde hele universet forfra eller om jeg bare skal skynde mig at få slutningen med?!

“Sea of Lost Love” af Santa Montefiore købte jeg i den hedengangne Arnold Busck på Strøget i Århus. Hold nu op – den boghandel mangler!
Bogen foregår i 1958 og handler om den unge kvinde Celestria. Hun tilbringer sommeren sammen med sin familie på onklens landsted i Cornwall. Det er meningen, at sommeren skal byde på sol, frihed, fester og måske en forelskelse. Faderens pludselige forsvinden og mulige selvmord sætter dog en stopper for den gode stemning. Celestria er fast besluttet på at opklare, hvad der er sket med faderen, og det sender hende til det sydlige Italien. Her finder hun nye venner, hun finder måske kærligheden og måske finder hun også sandheden om faderens forsvinden. Det vil jeg lade være usagt. “Sea of Lost Love” er min anden bog af Santa Montefiore. Der er igen tale om en stille og rolig historie i den romantiske, historiske genre med et tvist af mystik. Denne gang har jeg læst på engelsk, og bogen er fuld af fint billedsprog, som får læseren til at trække på smilebåndet. En skøn fortælling af en forfatter, der formår at tage læseren med til både engelske Cornwall og italienske Puglia, så man både føler, dufter og ser stederne for sig. 

Jeg vandt ”Sommerens Hemmeligheder” af Nikola Scott hos #forlagetturbulenz for et stykke tid siden. Jeg kendte ikke forfatteren i forvejen, men bogens forside og teaser ”For alle som elsker Lucinda Riley” gjorde, at jeg satte mine forventninger højt, og de blev virkelig indfriet.

Bogen foregår i 2 spor. Fortidssporet foregår i starten af 2. verdenskrig og handler om sekstenårige Madeline, som lever på godset Summerhill med sin storesøster og godsets personale. Pigerne har mistet deres forældre. Især faderens voldsomme død har sat sit præg på pigerne.

Nutidssporet handler om den unge fotograf Chloe, som er nygift og gravid. Chloe bliver sendt på en fotoopgave på Summerhill. Chloe er spændt på at møde Madeline, der har illustreret en bog, som har en helt speciel betydning for Chloe. I udgangspunktet kender de ikke hinanden, men de fatter hurtigt sympati for hinanden, og på en måde er der tale om 2 sårede sjæle som finder en ligesindet.

Kapitlerne veksler imellem fortid og nutid, og på den måde får vi løbende indsigt i både Madelines og Chloes liv indtil nu. I starten udvikler historien sig stille og roligt, men på vej mod historiens klimaks bliver kapitlerne kortere og kortere, og som læser holder man vejret i spænding og vender siderne hurtigere og hurtigere.

Jeg blev virkelig fanget af historiens stemning, det engelske landskab, hemmelighederne og overraskelserne. Et par gange undervejs tog fortællingen en drejning, jeg ikke havde set komme.

Forfatteren skriver i efterordet, at hun har ønsket at skrive en historie om kærlighed. Både den dybe romantiske kærlighed og den mørkere besiddende kærlighed, der kan munde ud i besiddertrang og resultere i vold. Det synes jeg, hun har opnået.

Du skal helt klart læse denne bog, hvis du elsker bøger af Lucinda Riley og Santa Montefiore. Den er fuld af romantik, familie, historie, mystik og så har den et tvist af spænding.

Har I læst denne her eller Scotts første roman ”Min mors hemmeligheder”?

“Tilbage til Black Rabbit Hall” har et par år på bagen, men det gør den ikke mindre god. I dens opbygning minder den lidt om Lucinda Rileys bøger, så hvis du er fan af hendes forfatterskab, har du din næste bog her! Den emmer af hemmeligheder, stærke familiebånd, tragedier og hjertesorger.

Den handler om den unge kvinde Lorna, der sammen med sin forlovede kører Cornwall tynd for at finde en helt bestemt lokation til deres bryllup. Lorna husker at have besøgt et gammelt landsted sammen med sin mor. De besøgte det flere gange igennem Lornas barndom, og nu er hun draget af at finde tilbage.

Parret finder langt om længe landstedet, og Lorna møder stedets beboere, men noget virker uldent. Suspense! Lorna bliver inviteret tilbage til Black Rabbit Hall, så hun kan beslutte sig for, om stedet er den rette lokation til brylluppet og under det nye besøg optrævles en masse hemmeligheder, og Lornas fortid i små bidder og på helt uventede måder.

Historien fortælles i 2 spor, et fortidsspor, hvor vi hører om den forfærdelige tragedie, der er overgået Familien Alton, Black Rabbit Halls tidligere beboere, samt et nutidsspor, der handler om Lornas forsøg på at afdække, hvor hun passer ind i Black Rabbit Halls historie.

Jeg blev virkelig fanget af historiens mange hemmeligheder, romantikken, familiebåndene, beskrivelserne af det gamle landsted og snerten af uhygge. Bogen har længe stået på min TBR, og jeg er begejstret over, hvor god den er, og hvor godt den levede op til forventningerne.

For nogle måneder siden var ”My dark Vanessa” af Kate Elizabeth Russel meget omtalt af amerikanske bloggere, og da jeg læste deres omtaler var jeg sikker, at jeg skulle læse den, så jeg fandt den hurtigt som engelsk e-bog. Inden jeg nåede at komme i gang med den, opdagede jeg, at @saxonyt og @lindhardtogringhof søgte testlæsere til den danske udgave. Det meldte jeg mig til og var en af de heldige udvalgte. Tak for det😊 ”Min mørke Vanessa”, som bogen hedder på dansk, er virkelig svær at sætte ord på. Den skal læses! Det er vigtig litteratur!

Bogen handler om 15-årige Vanessa. Hun indleder et forhold til sin næsten 30 år ældre underviser Mr. Strane. Vanessa opfatter i mange år forholdet som et kærlighedsforhold – faktisk er Jacob hendes første kærlighed. Først mange år senere, da Mr. Strane bliver anklaget for et overgreb mod en anden elev, begynder Vanessa at stille spørgsmålstegn ved, om hun har taget fejl. Har der været tale om misbrug fra Mr. Stranes side? Og har der været tale om et enormt svigt fra skolens side? Og hvad med forældrene? Vanessa hænger de næste mange (!) år fast i fortiden. Hun er på en måde ødelagt og kan ikke give slip på Mr. Strane. Det resulterer i, at hun lader sig udnytte af mænd, har et højt alkoholforbrug og ingen retning i livet. Spørgsmålet er, om Vanessa til sidst formår at slutte fred med fortiden og sig selv

Jeg blev fascineret af, at intet i denne fortælling er 100% sort/hvidt. Både offer og gerningsmand er mennesker. Vi bliver i tvivl om, hvad der foregår, selvom vi er vidner til misbrug og svigt at højeste karakter.

Kate Elizabeth Russel dedikerer ”Min mørke Vanessa” den virkelige verdens Vanessa’er, som ingen hører, tager alvorligt eller forstår. Læser du bogen, har du taget det første skridt!

“En pige uden lige” af Marc Levy er en sød og charmerende kærlighedshistorie, og det ligger lige til højrebenet at lave en romantisk komedie over den. Hollywood kom i gang!

Handlingen tager udgangspunkt i den aldrende Deepak, der er elevatorfører i en fin gammel bygning i New York. Han kender alle husets finurlige beboere og deres vaner til punkt og prikke. Deepak er af den gamle skole og passer sit arbejde med stolthed, dag efter dag, år efter år.

Deepak er gift med Lali. De flygtede som helt unge fra Indien til USA og har måttet klare sig selv siden. De lever under små kår, men har et kærlighedsfuldt ægteskab.

Lali får besøg af sin unge nevø Sanji, der er en meget rig mand fra Indien. Det ved Deepak og Lali bare ikke, så da Deepaks kollega brækker benet, hyrer Deepak Sanji til at være elevatorfører i bygningen om natten.

I bygningen bor unge Chloe, som er Deepaks øjesten. Sanji har allerede ved et tilfælde truffet Chloe i en park i New York, og han tiltales af ideen om at være elevatorfører i bygningen, da det bringer ham tættere på Chloe, som heller ikke kender Sanjis sande jeg.

Herefter begynder en sjov, rørende og kærlig historie med forviklinger og komiske episoder. Det er en historie, som udfolder sig stille og roligt, og hele sandheden afsløres først til sidst.

Skøn og svær at lægge fra sig.

Jeg husker tydeligt den jul, jeg fik Astrid Lindgrens bedste historier i julegave. Det var ren magi for mig at få læst højt af f.eks. ”Nils Karlsons Pusling” eller ”Søndeneng”, som rummer både smil og smerte. Jeg elsker selvfølgelig også Emil, Pippi, Madicken, Ronja og ja, så har jeg altid været stolt af at være navnesøster til Annika!

For nylig opdagede jeg, at Lisa Aisato for nogle år siden har illustreret en biografi for børn om netop Astrid Lindgren, og den kombination måtte jeg bare se og læse.

Bogen er skrevet af Agnes-Margrethe Bjorvand, og den udgør det fineste lille værk om Astrids liv illustreret med billeder fra Aisatos hånd.

Bogen er opdelt i korte kapitler, og du behøver ikke at læse den fra ende til anden, du kan springe rundt og stoppe, hvor en illustration eller et citat fanger dit øje.

Jeg er begejstret for opbygningen af kapitlerne, der indeholder et Lindgren citat, beskriver en fase i hendes rige liv og afsluttes med et ”Vidste du?” afsnit, som lister fakta om hendes liv og forfatterskab.
Bogen gav mig masser af ny viden om Lindgren, og jeg får helt lyst til at fordybe sig i hendes sjælfulde univers igen.

Jeg falder altid på halen over Lisa Aisatos stemningsfulde illustrationer, og denne gang er ingen undtagelse. Jeg elsker at bladre – blive glad og rørt over alle de fine billeder og visuelle fortolkninger af både nye og velkendte figurer.

Et must for alle fans af Astrid Lindgren og Lisa Aisato.

”If I should die, I will not be gone, my body may be absent, but my soul will live on.” Bogen “Tusind stjerner og dig” af Isabelle Broom er en sød og rørende kærlighedshistorie med en alvorlig dimension, som giver historien en interessant tyngde.

Alice og Max er 2 eventyrlystne mennesker, som sammen med hver deres venner er taget på ferie på Sri Lanka. Her møder de hinanden og der opstår hurtigt en umiddelbar og nær kontakt imellem dem. De har begge været udsat for alvorlige ulykker, som næsten har kostet dem livet. Ulykkerne har især sat en skræk i livet på deres familier, hvilket har begrænset begges udfoldelsesmuligheder. De trænger derfor begge til nye horisonter, og de er klar på eventyr, men historien fortæller også, at livet er sårbart og ikke kan tages for givet. Nogle af kapitlerne, dem der fortælles fra Max’ synsvinkel, indledes med nogle fine små vers, som jeg fandt meget rørende bl.a. det som indleder denne post.

Jeg kan helt klart anbefale bogen, som er let læst og byder på både smil, tårer og stof til eftertanke.

“Maybe that’s the thing we need to understand, Alice. That some things are a gift, even if you don’t get to keep them.” 💔

Disse ord er noget af det smukkeste, jeg længe har læst.

De stammer fra “Ræk mig stjernerne” eller “The giver of stars” som bogen hedder på engelsk. Den er skrevet af Jojo Moyes, der har opnået stor succes med bl.a. “Mig før dig”. I “The giver of stars” følger vi unge engelske Alice, der gifter sig med en amerikansk mand. Med store og uskyldige forventninger følger hun ham til hans fødeby i Kentucky, USA.

Vi befinder os i 1930’erne, og Alice møder et samfund, det er stærkt patriarkalsk, fattigt, racistisk og religiøst. Samfundet er præget af, at man ikke må “træde ved siden af”, og det kommer Alice til, da hun slutter sig til en flok unge kvinder, der på hesteryg drager til øde og fattige områder med biblioteksbøger, som skal berige udsatte familier.

Historien indeholder en stor palette af sideløbende historier, som på én gang er groteske og chokerende, men også smukke og hjertevarmende. Siderne vender nærmest sig selv, og her er virkelig noget for enhver smag.

Den engelske udgave har et smukt cover, som jeg elsker at kigge på. Bogen har desuden et helt fantastisk opslag, som refererer til citatet i starten af denne post. Se det i story og læs så bogen, hvis du ikke allerede har gjort det 

De sidste par uger har jeg brugt på at læse ”Kirke” af Madeline Miller. Det er en fantastisk bog med et sprog så rigt, at det er en fornøjelse.

Det er tale om en medrivende fortælling om den mytologiske skikkelse Kirke. Hun er datter af Solguden Helios, men hun bliver aldrig accepteret eller elsket af familien. Ensom og udstødt udvikler hun heksekunster eller ”farmaka”, som ikke er acceptabelt i gudeverdenen. Kirke forvises af Helios til eksil alene på den øde ø Aiaia.

På øen udvikler Kirke sine heksekunster og bliver en stærk kvinde, som kan klare både uhyrer og fordrukne sømænd. Hun møder først for alvor sårbarhed, da hun får en søn.

Kirke lever i mange århundreder på Aiaia og forlader kun øen få gange på farefyldte og skrækindjagende rejser.
Historien er fyldt med græske mytologiske skikkelser og myter, som jeg synes binder handlingen godt sammen. De er tillige gode historier med intriger, kampe, kærlighed og gys, der på en måde er tidløse ligesom eventyr.

Historien om Kirke er interessant, fordi hun både er god og ond, men som læser mister man aldrig sympati for hende. Tværtimod er man smerteligt bevidst om hendes sorg, hendes smerte og hendes længsel efter kærlighed og noget, der forbliver hendes og ikke forlader hende.

Jeg er fan af ”Kirke”! Har I læst Millers ”Achilleus’ Sang”? Hvordan er den?